Artikel
OT044. Universet, videnskaben og Gud, foredrag i Aarhus
OT044. Universet, videnskaben og Gud er afholdt af Ole Therkelsen i Aarhus 20.11.2017
Videnskab og åndsvidenskab
1. Hvordan stiller intelligent design og Martinus sig til videnskaben?
Intelligent design-teorien bliver officielt fremstillet som en videnskabelig teori på lige fod med darwinismen – helt uafhængig af Bibelen og religion i det hele taget. I intelligent design accepterer man den naturvidenskabelige arbejdsmetode. Man vil med videnskabens egne metoder modbevise darwinismens teori om den gradvise udvikling.
Martinus gør derimod gældende, at han selv har skabt en ny og helt færdig videnskab, en åndsvidenskab, der i sit definitionsområde og i sin metode går ud over de snævre rammer for naturvidenskaben. Martinus anerkender naturvidenskabens suverænitet, når det drejer sig om mål- og vægtfacitter inden for det materielle område. Han mener blot, at videnskaben i definitionen af sit arbejdsområde og sin metode udelukker en række af livets evige realiteter, som ikke kan kvantificeres. Derved har videnskaben afskåret sig selv fra at løse livsmysteriet og at forklare årsagen til skabelsen af de komplekse organismer i naturen.
2. Er det uvidenskabeligt at antage, at der er en fornuft i naturen?
Intelligent design-teorien har til formål at bevise, at der må ligge en intelligent årsag bag skabelsen af de komplekse organismer i naturen. Man fremfører blandt andet, at der i naturen findes så komplekse systemer, at deres opståen ikke kan forklares ud fra udviklingslæren.
Inden for naturvidenskaben anses det for uvidenskabeligt eller religiøst at beskæftige sig med at finde en mening med naturen. Grundlaget for naturvidenskaben er postulatet om objektivitet. Naturen anses for at være objektiv. Naturen kan således ikke være udtryk for nogen tanke, plan eller hensigt. Naturen anses for at være ikke-projicerende, i modsætning til et menneske, som kan projicere sine tanker og planer ud i verden.
Videnskaben har allerede i sit udgangspunkt med postulatet om objektivitet og sin definition af videnskab som en bestemt metode udelukket muligheden for et intelligent design i naturen. Det står ikke til diskussion! – Det er et videnskabeligt dogme, at der ikke kan være nogen fornuft i naturen. – Derfor må naturvidenskaben per definition afvise muligheden af en designet natur.
3 . Hvad er videnskab?
Videnskab er en dokumentation af kendsgerninger, som er baseret på vore sanser og deres forlængelse i form af forskelligt måleapparatur. Videnskabelige resultater skal kunne reproduceres og bekræftes eksperimentelt ved mål- og vægtfacitter, altså ved eksakt kvantificering. Videnskab bliver defineret ud fra en bestemt forskningsmetode, hvor enhver hypotese skal kunne bekræftes empirisk.
4 Er Martinus Åndsvidenskab en rigtig videnskab?
Naturvidenskaben beskriver de mange forskellige fysiske observationer, der gøres i naturen, mens Martinus derimod giver sig af med at forklare, hvordan alt i livet spiller en meningsfuld rolle. Hvis man vil sammenligne Martinus Åndsvidenskab med de anerkendte videnskaber, må man over i de såkaldte humanvidenskaber, som i gamle dage for øvrigt hed åndsvidenskaber. I de humanistiske videnskaber drejer det sig om at finde en mening og forstå denne mening. Men i disse videnskaber er det den menneskelige aktivitet, der skaber mening. Det specielle ved Martinus’ kosmiske analyser er, at de tillige påviser en ide og en mening med naturen, der ligger uden for menneskets aktivitet. Martinus har skabt en åndsvidenskab, der viser, at naturens opståen er et produkt af bevidsthedsliv, og at alt i naturen har en mening.
Martinus var ikke en filosof, der udtænkte ideer eller opstillede hypoteser. Ganske beskedent sagde han, at livets evige love og principper eksisterede, før han blev født, og at han blot var udstyret med en sanseevne, der satte ham i stand til at opleve disse principper. Efter han i 1921 havde fået kosmisk bevidsthed, tog det ham tre år at få det fulde overblik over hele det evige verdensbillede og få alle brikkerne til at falde på plads.
Det kan være interessant at læse om, hvordan Martinus fik kosmisk bevidsthed og oplevede de kosmiske naturlove og principper, men for åndsforskeren må det afgørende være at undersøge, om det, Martinus skriver, er sandt og stemmer med realiteterne eller ej. Det afgørende er ikke Martinus’ egen person eller måden, hvorpå han fik sin viden. Formuleringen af tyngdeloven er vigtigere end historien om, at Newton (1642-1727) sad under et æbletræ og så et æble falde til jorden, da han fik sin lyse ide. Den tyske kemiker Kekulé (1829-1896) løste problemet om benzens strukturformel ved i en drøm at se molekylet formet som en ring, men det blev først videnskab, da strukturen kunne demonstreres eksperimentelt i laboratoriet.
5 Hvad er videnskabens udgangspunkt?
Både åndsvidenskab og naturvidenskab bygger på bestemte udgangspunkter eller aksiomer, som ingen kan bevise. Sådan er det med alle videnskaber. Martinus forudsætter verdens eksistens, dvs. energiens eksistens og konstans, samt gyldigheden af årsags- og virkningsloven. Dette udgangspunkt, som Martinus deler med naturvidenskaben, har han beskrevet som grundfacit nr. 1 og nr. 2 i sin behandling af de 12 grundfacitter i “Livsmysteriets løsning” (LB2 stk. 559-560, LB3 stk. 680-681 og DEV3 stk. 32.3-32.4).
Men naturvidenskabens rammer sprænges, når Martinus går videre med grundfacit nr. 3, “Logik eller planmæssighed”. Her mener han, at forskeren må erkende, at denne naturens årsags- og virkningsudfoldelse afslører en planmæssighed, og at den ved en nærmere iagttagelse viser sig at være fuldstændig logisk og hensigtsmæssig. Fungerer cellens kemi og menneskets fysiologi for eksempel ikke fuldstændigt hensigtsmæssigt? –
I grundfacit nr. 4, “Bevidsthed, tænkning og ideskabelse”, går Martinus skridtet videre og konkluderer, at den logik og hensigtsmæssighed, som vi ser i naturen, må være udtryk for eksistensen af bevidsthed og tænkning. Der må altså findes en plan og en hensigtsmæssighed i naturen.
I grundfacit nr. 5, “Det levende væsens eksistens”, når Martinus frem til, at bevidsthed ikke kan eksistere som et isoleret fænomen, men kun kan optræde i forbindelse med et levende væsen (LB2 stk. 561-563, LB3 stk. 682-684, DEV3 stk. 32.5-32.7). Universets geniale opbygning peger altså på, at hele universet er et levende væsen. Den til grundfacit nr. 5 svarende symbolske tegning af det levende væsen er vist ved stk. 3.7.
6 Hvad er forskellen på videnskab og åndsvidenskab?
Den afgørende forskel på naturvidenskab og åndsvidenskab er, at Martinus går ud fra, at liv ligesom energi er et konstant eksisterende fænomen. Filosofisk set eksisterer der kun to muligheder: 1. Fænomenet liv er opstået på et vist tidspunkt. 2. Fænomenet liv er noget konstant eksisterende. Hvem kan bevise, at det ene udsagn er rigtigt og det andet forkert?
I modsætning til en evig foreteelse har enhver timelig ting en begyndelse og dermed en årsag eller et ophav. Martinus’ forudsætning om livets og energiens konstans fører til en udpræget evighedstænkning. For at kunne forstå de kosmiske analyser er det nødvendigt hele tiden at skelne mellem evige og timelige fænomener, og hvis man ikke gør det, bliver man offer for tankeforvirring eller tankedril, som Martinus beskriver i LB4 stk. 1059-1071.
Natur- og åndsvidenskabens to udgangspunkter:
- Universet og livet er timeligt og dermed noget skabt
- Verdensaltet og livsfænomenet er evigt eksisterende
7 Hvordan stiller videnskaben sig til evige foreteelser?
En timelig eller skabt ting er noget, der er opstået på et givet tidspunkt. I kraft af disse nærmere omstændigheder er der en årsag til eksistensen af enhver timelig ting. På grund af ælde, slitage, friktion, forvitring og andet henfald kan ingen skabt ting vare evigt. Selv en solid granitblok har et endeligt.
I videnskaben beskæftiger man sig med problemstillinger i forbindelse med timelige ting, der har en begyndelse og en afslutning. Martinus beskæftiger sig derimod med både skabte og evige foreteelser. Evige ting er årsagsløse foreteelser, som blot eksisterer. Martinus udtrykker det som “et noget som er”. Eftersom evige foreteelsers blotte eksistens ikke har nogen årsag, kan årsags- og virkningsloven kun virke ind på timelige eller skabte foreteelser! – For Martinus er både livsfænomenet og verdensaltet ganske enkelt årsagsløse og evige foreteelser.
Naturvidenskaben på sin side har imidlertid meget svært ved at besvare sine egne spørgsmål om, hvordan, hvornår og hvorfor universet og livet er opstået. Big bang-teorien er en skabelsesberetning, hvor årsags- og virkningsloven er sat ud af spillet ved den ubegrundede begyndelse.
Det må have været meget ensformigt før big bang. Og Gud må også have kedet sig ganske gevaldigt før skabelsen af verden. – Hvad var der at tage sig til?
Martinus opererer ikke med nogen begyndelse eller nogen skabelsesberetning, men derimod med en evig forvandling eller omskabelse, der foregår i de evigt eksisterende materier eller energier. Kan det være mere logisk?
8 Kan et evigt liv have en begyndelse?
Problemstillingen omkring uendelighed og evighed spiller en meget central rolle i Martinus’ løsning af livsmysteriet. I sagens natur kan en uendelig eller en evig foreteelse hverken have begyndelse eller ende. Et evigt liv kan ikke have nogen begyndelse eller ende. Derfor er det ulogisk, når man i kirken siger, at man kan vinde det evige liv ved at være troende og næstekærlig og miste det ved at være vantro og synde. – Nej, der er kun to muligheder, enten er livet timeligt, eller også er det evigt. Hvis fænomenet liv er evigt, kan det i sagens natur hverken vindes eller mistes.
Både i kristendommen og naturvidenskaben regner man i de respektive skabelsesberetninger med en begyndelse. En eventuel eksistens af evige strukturer i et evigt eksisterende livsfænomen har naturvidenskaben svært ved at forholde sig til. Den kan jo ikke finde årsagen til evige fænomeners eksistens, når de ikke har nogen begyndelse eller begrundelse i den fysiske materie. Evige foreteelser eller strukturer kan i sagens natur ikke produceres ved materielle partiklers reaktioner.
I dag anerkendes sætningen om energiens evige eksistens som en videnskabelig kendsgerning, mens det ikke anses for bevist, at livsfænomenet har en evig eller konstant eksistens.
9 Hvem har et forklaringsproblem – naturvidenskaben eller åndsvidenskaben?
Naturvidenskaben mangler altså at give en forklaring på, hvordan liv kan opstå af kaos, eksplosioner og tilfældigheder, og hvordan kvaliteten bevidsthed kan opstå af livløse atomer i et dødt univers. – Hvordan kan de livløse H- og He-atomer i den oprindelige gassky efter big bang blive omdannet til molekylkombinationer, der er i stand til at opleve: Jeg eksisterer, jeg tænker? – Her har videnskaben ingen logisk forklaring. – Martinus derimod har ikke noget yderligere forklaringsproblem. Livet er et evigt fænomen eller et noget, der blot eksisterer! –
Livet er ifølge Martinus hverken et resultat af tilfældigheder, som man mener i darwinismen, eller et resultat af en skabelse, som man mener i intelligent design. Liv er “et noget som er”. Liv er noget evigt.
Livet er! Hvad mere kan der siges? – Life exists! What more can be said? – Das Leben existiert, mehr kann dazu nicht gesagt werden!
10 Religiøsitet er baseret på tro, men kan der ikke også være tale om tro i materialismen?
Martinus’ analyser viser, at alle de materialistiske, politiske og gudløse stadier i udviklingen i virkeligheden også er udslag af det religiøse princip. Det er religiøst at tro på materien og at tro på døden som en tilintetgørelse af livet efter kroppens undergang (se DEV1 stk. 4.7).
Religionerne baserer sig på trossætninger og dogmer, men materialismen har også sine dogmer i form af troen på materien og døden. Som vi har set, var den materialistiske, ateistiske kommunisme i virkeligheden også religiøs, fordi tilhængerne blindt troede på alle læresætninger.
Den materialistiske videnskab har opbygget et verdensbillede, der forklarer, at den fysiske materie er årsag til alting. Man mener, at den fysiske materie må være det absolutte udgangspunkt for alt, at tilfældige reaktioner i materien må være årsagen til evolutionen og bevidsthedens fremkomst. Man tror altså på, at det er materien eller det livløse, der har frembragt det levende.
Materialismen bygger på epifænomenalisme, der indebærer en antagelse om, at bevidsthed, åndsliv og psykiske fænomener kun er følgevirkninger af rent materielle processer i hjernen. At den fysiske materie skulle være årsag til bevidsthed er en teori eller en antagelse, der ikke er bevist. Det er en religiøs tro, der er forklædt som videnskab! –
I konsekvens af materialismen skulle alle menneskelige funktioner og egenskaber – bevidsthed, fri vilje, moral, altruisme, kærlighed, kreativitet, omtanke, medlidenhed og oplevelse af mening – være produkter af den fysiske materie! –
Materialismen er i første omgang baseret på termodynamikken, kvantefysikken, relativitetsteorien og udviklingslæren. Men disses teorier er ikke i enhver henseende udtryk for videnskabelige fakta, da de til en vis grad bygger på teorier og hypoteser, der nærmest er trosobjekter for materialisterne. F.eks. tror man, at årsagen til livet og til evolutionen er tilfældigheder, uden at det er blevet bevist.
Materialismen er blevet den toneangivende filosofi bag videnskaben med alt, hvad det har indebåret af tekniske landvindinger. Men materialismen står også bag et forarmet åndsliv og en forarmet moral, der kan karakteriseres ved udtryk som, “man lever bare én gang” og “enhver er sig selv nærmest”. Materialismen, der er meget fikseret ved økonomibegrebet, er blevet en slags “egoismens evangelium”.
Hvad svarer materialismen på spørgsmålene: “Hvor kommer vi fra, hvor går vi hen, hvad er meningen med livet?”? – Svaret er, at det er en tilfældighed, at vi lever, og at vi bliver nødt til at acceptere livets meningsløshed! –
11 Er materialismen og videnskaben objektiv?
I den materialistiske videnskab er det kun det materielle, der regnes for virkeligt eller objektivt. I dag er det ikke blot videnskaben, men hele samfundet, der er domineret af materialismen. Ordet materialisme bruges her i den erkendelsesmæssige betydning, at man kun regner det materielle for virkeligt, og ikke i den værdimæssige betydning, at man stræber efter opnåelse af materielle goder over alt andet. Da videnskaben har haft stor fremgang med alle dens store opdagelser og tekniske fremskridt, tror man, at det materialistiske livssyn er bevist som værende sandt.
Materialismen gør gældende, at de videnskabelige resultater er objektive sandheder. Men er det overhovedet muligt at være objektiv? – Det gamle ord om, at det sete afhænger af øjnene, der ser, er ifølge Martinus en videnskabelig analyse. Al sansning er subjektiv. Der, hvor omgivelsernes energi møder individets energi, opstår der en reaktion. Denne reaktion er livets oplevelse (LB1 stk. 2). Oplevelsen af dette møde mellem disse to energiformer kan kun være subjektiv eller personlig, da man selv indgår som den ene part. Man kan aldrig opleve eller sanse et fænomen objektivt set, for det, man oplever, vil kun være sansernes reaktion på fænomenet, og ikke fænomenet i sig selv. Der er forskel på tingen i sig selv og oplevelsen af tingen. Den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) skelnede netop mellem “das Ding an sich” og “das Ding für mich”. Det absolut objektive er tingen i sig selv, men den unddrager sig al sansning eller oplevelse. Da vi alle er forskellige, vil en given ting altid opleves forskelligt.
12 Er teori udtryk for tro eller videnskab? – Hvad er en naiv realisme og en abstrakt realisme?
Da videnskab er en dokumentation af kendsgerninger, siger folk ofte, at det er umuligt at lave videnskab på det åndelige eller abstrakte område. Men her må man være opmærksom på, at der ud over selvoplevede kendsgerninger også findes teoretiske kendsgerninger, der måske er bedst kendt fra matematiske beviser og teoretiske modeller, der stemmer med virkelighedens realiteter. En videnskabelig dokumentation kan godt finde sted på teoretisk basis ved logik og bevisførelse.
Om naturvidenskaben med sin materialistiske erkendelsesmetode kunne man måske sige, at den er udtryk for en naiv realisme. I forbindelse med sit relativitetsprincip arbejdede Albert Einstein (1879-1955) med en abstrakt realisme.
Når Martinus taler om essensen af en ide og om de evige kosmiske principper, taler han i virkeligheden også om en abstrakt realisme – i modsætning til naturvidenskabens naiv realisme. Det ligger uden for videnskabens rammer at arbejde med naturen som udtryk for en ide! – For Martinus repræsenterer naturens geniale indretning imidlertid essensen af en ide. I forbindelse med naturens og atomernes indretning afviste Einstein efter sigende også tilfældighedsteorien med ordene: “Gud spiller ikke med terninger”.
Naturvidenskaben bliver dog med udviklingen mere og mere teoretisk og derved også mere abstrakt eller åndsvidenskabelig, hvorved den nærmer sig Martinus Åndsvidenskab, der er baseret på erkendelsesmæssige og teoretiske kendsgerninger. Man kan læse mere om Martinus’ udlægning af denne specifikke udvikling af videnskaben i LB1 stk. 226-232.
Man kan sige, at det er en trossag at acceptere et religiøst dogme eller et postulat som en sandhed. Hvem har ikke hørt, at nogle siger, at det og det er sandt, blot fordi det står i Bibelen? – Derimod er det ikke tro, men videnskab at acceptere en teoretisk kendsgerning som sandhed. Martinus Åndsvidenskab kan i bedste fald med både en skeptisk og kritisk holdning samt et grundigt studium blive til en teoretisk kendsgerning for den studerende.
Når intuitionen begynder at gøre sig gældende, kan den geniale kunstner, opfinder eller videnskabsmand komme i en stærk inspirationstilstand og få adgang til åndsmaterialer, der ligger uden for den normale dagsbevidsthed. Mange nobelprisvindere har bl.a. på tv berettet om de intuitive oplevelser, der blev grundlaget for deres store opdagelser og erkendelser. Intuitionen viser sig da her som små glimt eller brudstykker af absolut viden. Den intuitive erkendelse er et udtryk for en erkendelse af en abstrakt realisme.
I et foredrag i Sverige fremhæver Martinus både Bohrs og Einsteins humanitet og intuition. Han forklarede, at stor humanitet automatisk giver en intuitiv evne, som ofte ses hos fremragende kunstnere, forfattere og videnskabsmænd. “Når professor Bohr kunne blive så fremragende i atomfysik, skyldtes det hans humanitet og intuitive evner”, sagde Martinus. “Ja, måske vidste Bohr og Einstein det ikke selv, men det var den humane evne og den deraf følgende intuitionsevne, der gjorde dem så fremragende og gav videnskaben så mange gode ideer. Men det er kun en svag begyndende adgang til det kosmiske område, hvor man efterhånden vil begynde at kunne opleve livsmysteriets løsning, for til sidst at kunne få kosmisk bevidsthed”, sagde Martinus (Varnhem 19.06.1965).
Udviklede og humane mennesker, der ikke selv ved egen sansning kan få kosmisk viden, kan i bedste fald få teoretisk kosmisk bevidsthed, dvs. en teoretisk forståelse af den abstrakte realisme, som Martinus kunne erkende med en selvoplevet kosmisk bevidsthed.
Martinus: “Disse modtagelige mennesker kan med deres intelligens modtage den intelligensmæssige fortolkning af livets virkelige kosmiske og dermed evige analyser. De kan derved få den teoretiske oplevelse af livets mening eller livsmysteriets løsning” (LB7 stk. 2524).
13 Kan man løse livets gåde med mål- og vægtfacitter?
De evige love og principper, der er forudsætningerne for livets udfoldelse og livets oplevelse, kan ikke måles eller vejes. Livsmysteriet kan derfor ikke løses med materialistisk videnskab, fordi den indskrænker sit arbejdsfelt til fænomener, der kan måles og vejes. Derved bliver livet borte. Martinus går ud over rammerne for den materialistiske forskning, når han forklarer årsagerne til de forskellige foreteelser og livsformer i den fysiske verden. Disse årsager kan i sagens natur ikke dokumenteres med mål- og vægtfacitter, da de går forud for den fysiske verdens fænomener. Forskeren kan måle og registrere mange ting, men forudsætningerne for målingerne: forskerens egen bevidsthed og oplevelsesevne, kan ikke måles og vejes. Martinus anerkender som sagt videnskabsmændenes suverænitet inden for deres afgrænsede arbejdsfelt, men han mener, at de går ud over deres kompetenceområde, når de udtaler sig om livets mening og det grundlæggende spørgsmål: Hvad er liv?
I sit syvbinds hovedværk, Livets Bog, har Martinus præsenteret løsningen på livsmysteriet ved ikke blot at besvare spørgsmålet: Hvad er liv? – men også spørgsmålet: Hvem er livet?
14 Videnskaben spørger: Hvad er liv? – Martinus spørger: Hvem er livet?
Den materialistiske videnskabs mål- og vægtfacitter kan ikke give svar på Martinus’ spørgsmål: Hvem er livet? – Men efterhånden som videnskaben udvikles, vil den til sidst udløse eller afføde dette tilværelsens største spørgsmål: Hvem er livet? – Denne problemstilling tager Martinus op i LB3 stk. 959-961. Indianere og naturmennesker er i kraft af deres instinkt ikke så meget i tvivl om det, da de umiddelbart fornemmer, at naturen er udtryk for en levende organisme tilhørende en gud eller guder. Denne medfødte instinktmæssige fornemmelse af en levende guddoms eksistens bag alle ydre foreteelser og energiformer bevirker, at de på dette punkt ifølge Martinus er mere i kontakt med sandheden end materialisterne. Naturen eller verdensaltet er det væsen, der på instinkt- og trosbasis i flere religioner er blevet opfattet som guddommen. Men Martinus gør gældende, at efter materialismens kulmination vil man efterhånden nå frem til en åndsvidenskabelig og intuitiv erkendelse af verdensaltet som et levende væsen.
15 Hvad er karakteristisk for et evigt verdensbillede?
Det er rigtigt, at Martinus’ analyser ikke er videnskabelige i almindelig forstand. Materialistiske videnskabsmænd kan ikke forestille sig, at noget kan være videnskab og sandhed, hvis det ikke kan udtrykkes i talstørrelser, i tids- og rumdimensioner. Både livet og hele verdensbilledet er evige foreteelser, der strækker sig uden for tid og rum. Tids- og rumdimensionelle resultater er baseret på skabte ting med en begyndelse og et ophør. Ifølge Martinus er det levende væsens bevidsthed en evig foreteelse, som skjuler sig bag den midlertidige og materielle fremtræden. Hvis man vil nå frem til livsmysteriets løsning, må man vænne sig til, at der findes resultater baseret på analyser af evige foreteelser, og at disse resultater ikke er mindre videnskabelige eller sande end de resultater, der er baseret på tidsbegrænsede og hensmuldrende foreteelser.
Martinus Kosmologi udgør et evigt verdensbillede. Et verdensbillede, der skal være evigt, må være et billede af evigheden og uendeligheden. Det må beskrive betingelserne og forudsætningerne for en evig livsoplevelse. Et evigt verdensbillede kan ikke være et billede af skabte ting, der er timelige og begrænsede med begyndelse og afslutning.
Eftersom videnskabens arbejdsområde begrænser sig til en intelligensmæssig undersøgelse af begrænsede ting, der kan måles og vejes, vil det materialistiske verdensbillede derfor have en begrænset gyldighed. Det er den begyndende udvikling af intuitionen, der afføder interesse og behov for forklaringer af de evige og uendelige foreteelser, af hensigter, større sammenhænge og helheder i naturen.
16 Hvordan går det, når de to videnskaber ikke har samme udgangspunkt?
Hvis to hold forskere har forskellige aksiomer eller udgangspunkter, kan de ikke blive enige og nå frem til det samme resultat, heller ikke selv om ingen af dem laver fejl. Når videnskaben og Martinus Åndsvidenskab kommer frem til forskellige resultater, regner hverken videnskaben eller Martinus forkert. Aksiomerne eller udgangspunkterne er blot forskellige. Efter min bedste forståelse laver Martinus ingen forkerte udregninger eller konklusioner i hele sit omfattende værk. Når man fra akademisk hold afviser eller ikke forholder sig til Martinus Åndsvidenskab, skyldes det ikke påviste fejl i de kosmiske analyser, men dette, at man ikke kan gå med på Martinus’ udgangspunkt: Liv er en evig foreteelse. Jeget, bevidstheden og energien er evige fænomener. Dette aksiom er kun en variant af den indlysende lovmæssighed om, at noget ikke kan opstå af ingenting, og noget kan ikke blive til ingenting.
Humoristen Storm P. siger også, at bortset fra lommeuld er der ikke noget, der kan blive til af ingenting.
Er det ikke lige så umuligt at forklare, at en levende bevidsthed kan have sin årsag i noget livløst, som det er at forklare, at energi kan skabes ud af intet?
17 Hvordan forklarer Martinus “Korsets tegn”?
Ligesom man anvender landkort eller atlas for at lette studiet af geografien, har Martinus lavet symboler for at lette studiet af kosmologien (LB1, 8-9). I forbindelse med forskellen på naturvidenskabens forskning fra neden og åndsvidenskabens forskning fra oven har Martinus givet en ny tolkning af det urgamle symbol, korset.
Martinus: “At udtyde livets mening og hensigt kan kun gøres gennem en forskningsmetode, der er indstillet på “liv” og ikke blot og bart på mål, vægt og vibration. Og det er denne indstilling, der vil være at udtrykke som “gående på langs af materien”. At forske på “langs af materien” vil altså være det samme som at forske på basis af evnen til at udtyde den vilje, de meninger og sætninger, som det daglige livs “bogstav”- og “talkombinationer” i virkeligheden har til hensigt at udtrykke. […]
Forskningen på “langs af materien” adskiller sig yderligere fra forskningen på “tværs af materien” derved, at den er uendelig. Forskningen på “tværs af materien” støder altså mod det store, intet, hvis forposter er stjernetågen i mikrokosmos såvel som i makrokosmos. Den giver kun individet kendskabet til “bogen” og dens “bogstaver”. Men forskningen på “langs af materien” giver individet evnen til at “læse” eller udtyde dens sande og virkelige indhold. […]
Det lysende felt til venstre skal udtrykke stjernetågen i mikrokosmos, mens det lysende felt til højre derimod udtrykker stjernetågen i makrokosmos. Mellem disse to felter fører en punkteret linje over det mørke felt, der skal udtrykke materien. Denne linje skal udtrykke den jordiske videnskabs nuværende forskningsretning, som går på “tværs” af materien. Den anden punkterede linje, som fører opad på “langs” af materien, udtrykker den retning, som samme videnskab får ved den her i bogen [Bisættelse] omtalte kursændring. Disse to forskningsretninger, der begge er nødvendige for at udtrykke den retmæssige hellige ånd, eksisterer altså som det dybeste udløsende moment for fremkomsten af korsets tegn. […]
At udtrykke de her nævnte to retninger for forskning, på hvilke oplevelsen af det virkelige kendskab til livets sande identitet er baseret, lader sig ikke gøre i fysisk form uden gennem to linjer, der går på tværs af hinanden. Men to linjer, der går på tværs af hinanden, er jo – korsets tegn.” (Bisættelse, kap. 29-30).
Se også forklaringen af symbol nr. 40 i Det Evige Verdensbillede, bog 4
Figur 1. Korsets tegn
18 Hvad er forskellen på forskning fra neden og forskning fra oven?
Naturvidenskaben forsker i mål- og vægtfacitter, og det er denne intelligensmæssige forskning, som Martinus kalder forskningen fra neden eller forskningen på tværs af materien. Den beskæftiger sig med den ydre fysiske side ved fænomenerne og fører til et mekanistisk eller et reduktionistisk verdensbillede, fordi opfattelsen af livet bliver reduceret til noget rent mekanisk og materielt.
Åndsvidenskaben forsker i livsytringsfacitter, dvs. i meningen og hensigten med alle bevægelser og ydre former. Denne intuitive forskning i livets tale eller meningen med livet udgør forskningen fra oven eller forskningen på langs af materien.
Martinus argumenterer for, at noget livløst ikke kan være årsag til bevægelse. Der må ligge noget levende bag en bevægelse. Enhver bevægelse bliver således en livsytring, og Martinus bruger ofte udtrykket: “Bevægelse er livets fornemmeste kendetegn” (LB3 stk. 675, LB5 stk. 1641, LB6 stk. 2323).
19 Hvad er forskellen på forskning i livsytringer og forskning i mål- og vægtfacitter?
Forskellen på Martinus Åndsvidenskab og naturvidenskab kan belyses med en analogi, der drejer sig om en videnskabelig undersøgelse af en bog. Naturvidenskaben, der arbejder med mål- og vægtfacitter, ville veje bogen, måle dens højde, længde og bredde, tælle antal sider, kommaer og punktummer, lave analyser og diagrammer med hyppigheder af de forskellige bogstaver. Man ville lave en grundstofanalyse af tryksværten og undersøge papirets fibre i et elektronmikroskop osv. Men på denne måde vil man ikke komme bogens indhold nærmere.
Videnskabens forhold til meningen med livet og livets direkte tale er analogt med analfabetens til en tekst. En analfabet ser de fysiske tegn lige så godt som en læsende person, men analfabeten får ikke fat i den usynlige mening eller det åndelige indhold bag tekstens fysiske udformning. Materialisten ser alle naturens ydre former og konkluderer som analfabet i livets skole, at de er meningsløse, og at det hele er planløst. Videnskaben har med sit udgangspunkt i postulatet om objektivitet afskåret sig selv fra at forske i planen og meningen med naturen og hele evolutionen. Det gør jo ikke videnskabens resultater mindre korrekte inden for det rent materielle område, men ad denne vej kommer man ikke til meningen med livet og løsningen af livsmysteriet.
Ifølge Martinus er hele den fysiske verden som en opslået bog, en livets bog. Den fysiske verden er livets skole, der har livsoplevelse og udvikling til formål. Martinus’ hovedværk Livets Bog er således en grammatik og lærebog i livets sprog eller livets direkte tale. Denne tale rettes mod alle i den fysiske verden, mineraler, planter, dyr og mennesker, uanset om man ved det eller ej, uanset om man forstår det eller ej. Åndsvidenskabens opgave er at lære åndsforskeren at læse i den virkelige livets bog for at forstå meningen og hensigten med alle oplevelser i livet. Materialisten med sine golde og døde mål- og vægtfacitter må stå som en analfabet over for denne tilværelsens virkelige livets bog.
Ideen med Martinus Åndsvidenskab er at finde den usynlige mening bag ved de ydre former. Der er inkarneret en ide i alle menneskeskabte ting, som f.eks. i en kop, der kan indeholde en drik, eller i en stol, som man kan sidde på. Men ifølge Martinus er der også inkarneret en ide i alle naturens skabelser.
Kort sagt er meningen med alle mineraler, planter, dyr og mennesker, at hver enkelt skal kunne opleve livet og udvikle sig frem til at blive til et alkærligt og fuldkomment væsen med kosmisk bevidsthed!
Meningen med evolutionen er udvikling af bevidsthed
20 Hvordan kan man kontrollere rigtigheden af de kosmiske analyser?
Videnskab er som sagt dokumentation af kendsgerninger. Hvis en fysiker har opdaget en naturlov, skal andre også kunne gå i laboratoriet og bekræfte denne lovmæssighed. Et resultat skal være reproducerbart, før det kan anses for at være videnskabeligt bevist.
Når det drejer sig om den åndelige videnskab, skal man naturligvis også kunne efterprøve dens facitter og lovmæssigheder med logik og egen iagttagelse. Alle livets store og små personlige oplevelser, alle psykologiske og biologiske fænomener, alle historiske og samfundsmæssige begivenheder må også passe ind i åndsvidenskaben, før at den kan anerkendes som videnskab. For den interesserede i de kosmiske analyser bliver hele livet således et eneste stort forskningsprojekt. Enhver hændelse, oplysning eller oplevelse kan bruges til at teste gyldigheden af de kosmiske analyser.
Martinus anbefalede den studerende af de kosmiske analyser at være yderst kritisk og skeptisk, fordi han mente, at hans kosmiske analyser var så urokkelige, at de kunne modstå selv den stærkeste skepsis og tvivl. Enhver, der er interesseret i at undersøge sandheden i Martinus’ kosmiske analyser, uanset eksamen og akademiske grader, bliver således en åndsforsker.
21 Hvordan er åndsforskerens metode?
For åndsforskeren er de kosmiske analyser i begyndelsen Martinus’ egen personlige viden, men efterhånden som de kan bekræftes ved selvoplevelse og ved egen fornuft og logik, overgår denne viden fra at være Martinus’ viden til at blive åndsforskerens egen viden. Formålet med Martinus Åndsvidenskab er at føre den studerende frem til en selvstændig tænkning og forståelse af livet, samt til en livsopfattelse, der er baseret ikke på tro, men på en viden, der kan bekræftes ved logik og egne erfaringer.
Livets Bog er for åndsforskeren en håndbog i at iagttage livet, ligesom floraen for botanikeren er en håndbog i at iagttage planter. Livets Bog er en hjælp til at forstå livets direkte tale eller tilværelsens egen livets bog. Martinus er ikke en autoritet, man skal tro på, men han er en vejleder, der viser, hvor og hvordan man selv kan gøre sine iagttagelser af livets love. Når han har skrevet den serie af kosmiske analyser, der tilsammen danner verdensaltets grundanalyser, er det ikke blot for, at man skal studere dem. Hensigten fra Martinus’ side er at animere læseren til selv at finde ud af, om det han skriver nu også virkelig er noget, der kan iagttages. Vore egne oplevelser og iagttagelser skal vise gyldigheden af Martinus’ værk – Det Evige Verdensbillede.
22 Hvordan var Martinus’ metode?
Martinus’ metode gik ikke ud på løbende at producere resultater, ligesom man gør inden for naturvidenskaben, selv om det kunne forekomme, at han lavede nye specialanalyser, når han blev forelagt nye problemstillinger. Men inden han gik i gang med at skrive de kosmiske analyser, havde han takket være sin intuition fuldt overblik over det evige verdensbillede, livsmysteriets løsning og de evige livslove og principper. Det store arbejde for ham bestod ikke så meget i erkendelsen, men mere i intelligensmæssigt at begrunde og bevise de evige sandheder, som han ellers let kunne have fremsat som postulater, facitter eller færdige resultater. Men så ville han blot have skabt en religion og ikke en ny åndsvidenskab.
Han forklarede engang, at først fik han sin viden ind i bevidstheden i en farveløs og ordløs form, som han så senere måtte mingelere med og sætte ord på. Derefter var det store arbejde at formidle denne viden i en intelligensmæssig og logisk form. Intuitionen er en evne, i kraft af hvilken en konkret viden i form af færdige facitter eller ideer direkte kan opleves. Martinus skriver, at intuitionsevnen kan føre en kosmisk viden frem til dagsbevidstheden som en automatisk analyseringsevne, så intuitionsoplevelsen altid vil give færdige ideer (se LB6 stk. 2194).
Martinus’ arbejde, der strakte sig over 60 år, bestod altså i at gøre disse intuitive facitter og færdige resultater tilgængelige for en almindelig intelligens. I sine kosmiske analyser begrundede han de kosmiske sandheder i logiske tankerækker. Da han kendte regnestykkets facit på forhånd, skulle han med sit forfatterskab redegøre for alle de udregninger, der fører frem til livets højeste facitter. Den studerende kan derfor med logik og egen erfaring og forståelse kontrollere alle de udregninger, der fører frem til de evige kosmiske facitter. Martinus Åndsvidenskab er således ikke et trosobjekt, men en hjælp til en selvstændig tænkning og forståelse af livet.
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download