OT022. Skabelsen af en international verdensstat

OT022. Verdensstatens og menneskets udvikling ifølge Martinus

OT022. Verdens og menneskets udvikling, symbolforedrag med nr. 1, 87, 39, 89, 3, 23.

6.1 Martinus skriver om skabelsen af en international verdensstat i kap. 4 i Livets Bog 1, hvor Martinus behandler principperne og forudsætningerne for skabelsen af en international verdensstat på denne vor skønne blå planet.

Martinus har lavet et nyt verdensbillede for at give en logisk og videnskabelig forklaring på, hvorfor det menneskeligt set kan betale sig at være god og kærlig. Det lyder måske meget forenklet, men menneskene vil komme til at se, at det betaler sig at være god. I vore dage er folk nemlig så fornuftige og rationelle, at de kun gør det, der ser ud til at betale sig.

Jan Tarbensen driver forlaget Sciential Intuitiva, der sælger bøgerne på www.martinusshop.dk — 2. Udgave af “Martinus og den ny verdensmoral” er udgivet af forlaget Scientia Intuitiva. www.martinusshop.dk

Martinus kunne således i talesprog ganske enkelt sige: “Min mission er at vise, at det betaler sig at være god”.

Det er videnskabens opgave at vise menneskene, hvad der kan betale sig, og hvad der ikke kan betale sig. Det lyder måske kynisk, men det er det ikke, hvis blot man forstår, at det ikke er penge, det drejer sig om, men derimod om, hvad der er positivt, og hvad der er negativt for menneskene.

Kærlighedsbuddet er ganske vist allerede kernen i de humane verdensreligioner, men her bliver det præsenteret i form af religiøse dogmer og læresætninger. Det moderne intellektuelle menneske kræver imidlertid en logisk og intellektuelt underbygget forklaring, og formålet med Martinus Verdensbillede er derfor at bidrage til skabelsen af en ny videnskabelig verdensmoral.

Det er blevet sagt, at man skal tilgive alle, men man kan ikke skabe en ny kultur blot ved at påstå eller kræve, at man skal finde sig i alting, og at man skal tilgive alt.

Dette at være tolerant og tilgive alt inde i sin egen bevidsthed betyder imidlertid ikke, at man skal tillade alt. Samfundet har ret til at beskytte sig, men ikke til at straffe og hævne sig. Menneskeheden vil helt forandre sit nuværende straffesystem til en ren human praksis, hvor man beskytter samfundet mod forbryderne og deres handlinger uden at bruge straf eller brutal og primitiv fængsling. (LB7 stk. 2400).

Mange er ikke indstillet på at tilgive, og det kan heller ikke være anderledes nu. Men tilgivelsen er nødvendig for at afskaffe våben og krig, som efterhånden oven i købet vil blive forbudt på globalt plan. Det vil blive diskuteret meget længe, for mange vil sige, at man ikke kan undvære våben. Men ikke desto mindre vil al våbenfabrikation og krig i udviklingens gang forsvinde helt fra kloden ifølge Martinus. Hængende på korset i den værste smerte sagde Kristus: “Fader tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”, og det er denne kristusmoral og totale tilgivelse, der vil komme til at danne grundlag for skabelsen af en ny verdenskultur.

For at skabe et sundhedens, fredens og kærlighedens rige på jorden er det nødvendigt med et verdensbillede, der udtrykker alle livets store lovmæssigheder. Skabelsen af et retfærdigt internationalt verdensrige er ikke alene et spørgsmål om at udvikle den materialistiske videnskab, det er i lige så høj grad et spørgsmål om at skabe en videnskab for menneskelig handle- og væremåde.

Så længe menneskene endnu ikke har en sådan videnskab, kan deres indbyrdes samliv ikke blive fuldkomment. En sådan kærlighedens videnskab, som Martinus har skabt, er således en forudsætning for etableringen en varig fred på jordkloden.

6.2 Kvantespring i den globale hjerne

I sin udvikling befinder jordkloden sig netop i en udviklingsspirals største forandring, der indebærer, at den udvikler sig fra i midten af dyreriget at have været et 100 % egoistisk væsen til ved indgangen til det rigtige menneskerige at blive et 100 % altruistisk og kærligt væsen. Martinus brugte ikke ordet kvantespring, som er blevet moderne i forbindelse med nutidens bevidsthedsudvikling. Nej, Martinus understregede i den grad, ligesom i øvrigt også Charles Darwin (1809-1882), at udviklingen ikke sker i spring, men at al udvikling foregår gradvist og kontinuerligt takket være stadige små ændringer. Derfor bryder jeg mig personligt ikke om ordet kvantespring i forbindelse med bevidsthedsudvikling, fordi mange derved tror, at de ved meditation kan foretage et sådant kvantespring, at de kan få kosmisk bevidsthed i dette liv eller denne inkarnation. Det er helt umuligt for jordmenneskene på deres nuværende udviklingstrin.

Der sker ganske vist store forandringer på jordkloden på relativ kort tid, når man tænker på, at livet opstod for cirka 3.8 milliarder år siden, og at vi for 3.8 millioner år siden nærmest var aber. Ifølge Martinus er jordkloden nu påbegyndt sin indvielsesproces, der bevirker, at den om 3.000 år vil få kosmisk bevidsthed og sammen med menneskene gå ind i det rigtige menneskerige.

6.3 Det rigtige menneskerige om 3.000 år

Den menneskelige udvikling er ligesom al anden udvikling i naturen lovbunden og går med naturlig hastighed i en ganske bestemt retning. Med kendskab til udviklingens love kunne Martinus netop forudsige forløbet af den fremtidige udvikling.

Når det f.eks. drejer sig om et nyfødt barn, kan man let profetere om, at det vil begynde at kunne gå om et år og tale om to år, og at det vil gå ind i puberteten i den og den alder og blive voksen i den og den alder. Ligesom der for børn findes obligatoriske udviklingstrin, der må gennemgås før man bliver voksen, således findes der også bestemte udviklingstrin, som alle befolkede planeter må gennem i udviklingen frem mod det voksne eller fuldkomne stadium.

På samme måde kan man også tale om, at en planet gennemgår forskellige foster- og barnestadier i dens udvikling. Martinus kunne således også forudse, at kloden fra sit nuværende teenager- eller pubertetsstadium ville udvikle sig videre til voksenstadiet.

Efter første verdenskrig dannedes FF, Folkenes Forbund, og efter anden verdenskrig dannedes FN, Forenede Nationer, der begge to må betragtes som fosterstadier på vejen til skabelsen af verdensstaten.

“Et internationalt verdensrige under skabelse” er titlen på kap. 4 i Livets Bog 1, hvor Martinus på halvtreds sider behandler hovedprincipperne og forudsætningerne for skabelsen af én verdensstat på denne vor blå planet.

“Det kommende fuldkomne menneskerige” er titlen på det symbol, som Martinus forklarer i Det Evige Verdensbillede 2, kap. 26, der også kan betragtes som er koncentrat af det omtalte 4. kap. i LB1.

Det er meget sjældent, at Martinus i sin litteratur kommer med konkrete tidsangivelser for udviklingen, men det kunne af og til forekomme i foredrag og spørgetimer. Men i hovedværket angiver han, at hovedparten af jordens mennesker om ca. 3.000 år vil være færdigudviklede mennesker med kosmisk bevidsthed, og disse færdige mennesker vil til den tid have etableret et internationalt verdensrige her på jorden med så retfærdige, skønne og vidunderlige forhold, at det nærmest må betegnes som et fysisk paradis. Det jordiske menneske af i dag er stadig et pattedyr, men om 3.000 år vil det således forlade dyreriget og gå ind på et nyt tilværelsesplan, som Martinus kalder det rigtige menneskerige, hvor alles psyke eller bevidsthed vil være befriet fra de sidste rester af deres dyriske bevidsthedstendenser. (DEV1 stk. 11.42, LB1 stk. 248).

I løbet af altså 3.000 år vil menneskenes tanker forvandles fra egoistiske og negative tankearter til positive, kærlige og logiske tanker, som vil forene dem i ét rige, og der vil ikke blot være tale om verdens forenede stater, men om at alle stater vil forene sig i ét verdensrige.

6.4 Kristus-politik om 500 år

I foredrag og samtaler kunne Martinus dog godt komme med lidt flere tidsmæssige overslag for udviklingen. Inden verden bliver til én stat vil et delmål være etableringen af verdens forenede stater, hvor det nuværende FN kun er at betragte som en fostertilstand. Etableringen af verdens forenede stater, et globalt fredsrige, ville ifølge Martinus formentlig kun tage 5-600 eller 700 år ifølge en udtalelse på bånd.

I et foredrag i forbindelse med det kommende rigtige menneskerige om 3000 år har Martinus nævnt, at om 1500 til 2000 år begynder de første mennesker at få kosmisk bevidsthed og at kunne materialisere sig ind i den fysiske verden. Men allerede før vil menneskene begynde at få kosmiske glimt. (Kosmos nr. 7/2005).

Mennesker med kosmisk bevidsthed betegner Martinus som “kristusvæsener”, idet Kristus også havde kosmisk bevidsthed. Kristus var desuden på det udviklingstrin, hvor man for længst har forladt dyreriget og er blevet hjemmehørende i det rigtige menneskerige og de åndelige riger. (DEV3 stk. 33.73).

På sin 90-års fødselsdag i 1980 i sit sidste offentlige foredrag for 1.200 tilhørere i Falkoner Centret kom Martinus med en tidsangivelse på 500 år, som skulle dække et delmål i udviklingen frem mod det rigtige menneskerige, nemlig der, hvor der ville blive ført en retfærdig politik i overensstemmelse med alkærlighedens principper.

Martinus sagde: “Mange mennesker finder kristendommen naiv og tror, at den er færdig. Men nu kommer der en periode med en ny kultur, hvor der vil blive ført kristuspolitik. Jeg vil regne med, at der er meget stor kristuspolitik i verden om 500 år.” (Kosmos nr. 8/1991, 9-10/2004).

6.5 Hvorfor gik Martinus ikke ind i politik?

Flere mennesker, der var begejstrede for Martinus’ analyser, spurgte ham, hvorfor han ikke gik ind i politik. De mente, at han måtte kunne gøre en forskel og på den måde være med til at skabe en bedre verden. Hertil svarede Martinus meget kort og præcist: “Man kan ikke forandre mennesker med politik”.

Som bidrag til skabelsen af en bedre verden kunne han ikke gøre noget bedre end at skabe rammerne for en ny videnskabelig verdensmoral ved at lave kosmiske analyser og færdiggøre sit samlede værk Det Tredje Testamente.

Selv om man indførte den bedst tænkelige politik, ville man ikke kunne forandre det enkelte menneskes erfaringsmasse eller talentmasse og dermed dets udviklingstrin. Som et lille eksempel kan nævnes, at man i den gamle Sovjetunion med politik forsøgte at gøre alle mennesker til ateister, men efter unionens fald fik den ortodokse kirke og den undertrykte religiøsitet igen en opblomstring. Nej, man kan ikke forandre mennesker med politik.

Menneskenes forandring fra egoistiske til altruistiske væsener er ikke et viljesspørgsmål eller beslutningsspørgsmål. Hvert enkelt væsen udvikler sig kun på basis af sine egne oplevelser og erfaringer.

Med hensyn til politik og politikere har vi altså de politikere, vi fortjener. Det er en konsekvens af vort udviklingstrin og loven for tiltrækning og frastødning, at vi netop bliver født ind på den planet og i det land, som passer bedst for vor udvikling.

Selv om man måske ikke kan forandre mennesker med politik, forhindrer det alligevel ikke, at de politikere, der i fremtiden vil komme til at stå i spidsen, i fuld overensstemmelse med menneskenes højere udviklingstrin vil komme til at gå ind for en på globalt plan helt igennem alkærlig og retfærdig politik, som Martinus kalder kristuspolitik.

Et kærligt og retfærdigt politisk system kan ikke være baseret på økonomisk og militær magt, men kun på en samfundsmæssig ligevægt, hvor intet menneske bliver udnyttet eller undertrykt.

6.6 Frihed og fred

“Kærlighed er det samme som at give frihed”, siger Martinus ganske kort. En politik, der er baseret på alkærlighed, er udtryk for den højeste form for både demokrati og kommunisme, for frihed og fællesskab.

Alle mennesker længes efter det store mål, frihed. Menneskene søger frihed på alle områder, bl.a. i politik, videnskab, religion og kunst. Men ofte ser man, at når mennesker søger at frigøre sig for ydre bånd, sker det på bekostning af freden.

Mennesker kan også være bundne i sygdomme og triste skæbner. For at blive frie må de komme til klarhed over hvilke bånd, det er, der binder dem. Menneskene må lære at leve i kontakt med naturens og livets love for at kunne blive helt frie. Ofte tror mennesker, at det er ydre bånd, der hindrer deres frigørelse, mens de kosmiske analyser viser, at de er bundet, fordi de er skuffede, kritiske, irriterede, vrede osv. Ved sådanne tanker frigør man sig ikke, man binder sig derimod til andre mennesker.

Hvis man vil opbygge en verden, hvor alle mennesker skal leve i frihed og fred, er det let at forstå, at den frihed, man vil opnå, ikke må erhverves på bekostning af andres frihed. Hvis man vil lave en verden, hvor alle er lykkelige, må opnåelsen af den enkeltes lykke aldrig ske på bekostning af andres lykke. Det er videnskabelig logik.

6.7 Er et idealsamfund en utopi?

Ideen om en ny og bedre verden har levet lige siden vor forfædre begyndte at drømme om paradis. I middelalderen opstod tanken om Slaraffenland, hvor mennesker kunne leve uden bekymringer. Kloge folk tegnede kort over det forunderlige land, der efter sigende skulle ligge ved floderne Eufrat og Tigris i det nuværende Irak.

Den engelske jurist, statsmand og forfatter Thomas More (1478-1535) skrev en bog, der var en fiktiv rejseskildring til idealsamfundet Utopia. Han bragte for første gang den ide på banen, at en ny og bedre verden var noget, som vi selv måtte arbejde på at bygge op. Thomas Mores Utopia bygger på to forbilleder fra antikken, nemlig Platons Staten og Lukians En sandfærdig historie.

Oprettelsen af den kommunistiske Sovjetunion og fristaden Christiania kan også ses som forsøg på at skabe et idealsamfund.

Også ifølge Martinus må vi selv arbejde med at opbygge dette idealsamfund. Men det er ikke noget, man blot kan beslutte for at gøre, det er ikke et viljesspørgsmål, det er et udviklingsspørgsmål. Ting tager tid!

Det, der i dag hindrer menneskene i at oprette et idealsamfund, er således deres iboende dyriske eller egoistiske natur. På det nuværende udviklingstrin er det således endnu ikke muligt at lave et idealsamfund, for det jordiske menneske er som sagt et sfinksvæsen, halvt dyr og halvt menneske. På den ene side har vi dyriske og egoistiske tendenser, på den anden side har vi humane og altruistiske tendenser.

Mange mennesker siger, der har altid været krig, og der vil altid blive ved med at være krig. De mener, at det er en utopi at tro, at det engang vil lykkes menneskene at lave et idealsamfund.

Martinus derimod siger, at skabelsen af et sådant idealsamfund er uundgåeligt, for i kraft af udviklingens lovmæssigheder kan han påvise, at udviklingen usvigeligt sikkert fører frem til skabelsen af et rigtigt menneskerige på jorden. Det kan ikke mislykkes; skabelsen af et idealsamfund omfattende hele vor planet er et obligatorisk trin i den videre udvikling.

6.8 Er udviklingen retningsbestemt?

Udviklingen er ligesom alle andre fænomener i naturen underlagt bestemte naturlove, der bevirker, at den faktisk er som en ensrettet gade. Udviklingen kan kun gå i en retning, nemlig fremad og opad. Al udvikling er baseret på akkumulerede erfaringer. Erfaringsmassen kan kun vokse, og derfor er udviklingen ensrettet, den kan kun føre frem til fuldkommenhed. Lokalt set kan det se ud som udviklingen går tilbage, når man har gjort fejltagelser, men det er netop erfaringerne af konsekvenserne af fejlene, der fører udviklingen frem. Desuden udvikler man sig, hver gang man har trænet eller øvet sig. – Ifølge Martinus er ordet “øvelse gør mester” en kosmisk sandhed. Hver gang man har oplevet eller erfaret noget, har man udviklet sig.

Resultatet eller essensen af al øvelse og erfaring koncentreres i nogle mikrokosmiske og supermikrokosmiske energistrukturer, som Martinus kalder talentkerner, der udstationeres i den evige del af væsenets struktur, således at resultatet af erfaringer overlever kroppens undergang. (DEV2 stk. 17.4). Emnet med talentkerner og udvikling er hovedtemaet i min bog “Martinus, Darwin og intelligent design”. (Borgen 2007, Scientia Intuitiva 2015).

Når et menneske har fået tilstrækkeligt mange krigserfaringer vil det ikke i krig mere. Selv om det kunne se ud som om, at udviklingen gik baglæns, så er krig alligevel vejen til fred.

Menneskene vil ikke alene blive mætte af krig, de vil også blive mætte af at opleve virkningerne af den dyriske og egoistiske væremåde. Denne erfaringsdannelse bevirker, at egoismen i virkeligheden bliver vejen til humanitet, ligesom sygdom er vejen til sundhed.

Man kan ikke kritisere dyrene for at være egoistiske, dyrets selvopholdelsesdrift er en guddommelig anordning, der bevirker, at alle dyr kæmper for at overleve i det ubønhørlige dyrerige, hvor tilværelsen er en alles kamp mod alle.

Men i velfærdssamfundet vil kulturmenneskene efterhånden kunne leve uden den for dyrene så nødvendige selvopholdelsesdrift, og efterhånden vil den blive afløst af en human drift eller en trang til at hjælpe de svage. Det er denne erfaringsbaserede gradvise udvikling af humaniteten, der danner den naturlige basis for etablering af det fuldkomne humane verdensrige på jordkloden.

6.9 Statsmagten er næstekærlighedens repræsentant

Det er forståeligt, at frihed er det store ideal for menneskene, men det skal jo helst være “frihed under ansvar”, som man siger. Dyrene er jo også frie i junglen, og her har de stærke frihed og ret til at undertvinge de svage og ligefrem at dræbe dem.

I modsætning til jungleloven tilstræber den første form for human lovgivning netop at beskytte de svage, som kan ske ved love såsom, du må ikke stjæle, du må ikke slå ihjel. Sådanne love beskytter den svagere mod at blive udnyttet af den stærkere. Statsmagten med lovgivning er således næstekærlighedens repræsentant i de menneskelige samfund. Lovgivningen er endnu ufuldkommen og ikke helt retfærdig, men den er under udvikling.

I det sociale velfærdssamfund ser man nu, at der er lavet en lang række love, der søger så vidt det er muligt at beskytte den økonomisk svagere stillede mod udnyttelse fra den klogeres eller stærkeres side. Der er tydeligt at se, at efterhånden som menneskene bliver mere humane, går de også ind for en mere retfærdig fordeling af verdens goder og ressourcer. Hvad er egentlig argumentet for en uretfærdig fordeling af værdierne på kloden? – Liberalisme og kapitalisme! – Det er den stærkeres ret til at udnytte den svagere, lige som vi ser det i junglen.

På den anden side må man retfærdigvis sige, at på det nuværende trin i udviklingen er liberalisme og kapitalisme det bedste og det for menneskene mest stimulerende system, men på højere udviklingstrin vil man se tilbage på det som et uretfærdigt, primitivt og grusomt system.

6.10 Privatinteressen og fællesinteressen

Ligesom der i det enkelte menneskes sind kan være en kamp mellem det dyriske og det menneskelige, mellem det egoistiske og det kærlige, således er der også i jordklodens bevidsthed en kamp mellem det dyriske og det menneskelige. I verdenssamfundet finder en sådan kamp sted i form af kampen mellem “privatinteressen” og “fællesinteressen”. Privatinteressen repræsenteres af “pengemagten”, mens fællesinteressen repræsenteres af “statsmagten”. Da pengemagten ikke godvilligt giver afkald på sin magt, ser vi arbejdskampe mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Fra statsmagtens side ser vi lovforslag, der har til formål at begrænse kapitalmagten ved at fordele pengene mere ligeligt i samfundet. Alle disse forhold er mere detaljeret analyseret i LB1, kap. 4, stk. 95-104.

Privatinteressens og selviskhedens motto er “enhver er sig selv nærmest”, mens fællesinteressens og uselviskhedens motto er, “det er saligere at give end at tage”.

På globalt plan er “nationalisme” udtryk for landenes selviskhed, og “internationalisme” udtryk for deres uselviskhed. Udviklingen vil gå i retning af at uselviskheden eller fællesinteressen tilegner sig alle jordens værdier. En sådan demokratisk kommunisme vil ikke kunne indføres ved revolution, men kun ved evolution.

I denne globale udviklingsproces ser man tydeligt, at det bliver mere og mere nødvendigt med en verdensøvrighed og en upartisk international domstol.

6.11 Det falske forretningsprincip

Inden for kapitalismen og liberalismen går man ind for markedskræfternes frie spil, hvilket indebærer, at den stærkere inden for lovens rammer har ret til økonomisk at udnytte den svagere. Hvis der er mangel på en vare stiger prisen, uden at varen bliver tilsvarende forbedret. Man er villig til at betale mere, fordi man er i nød, fordi der er mangel på varen. Martinus skriver: “At berige sig selv i kraft af andre menneskers nød og forlegenhed er i familie med pengeafpresning”. (DEV2 stk. 26.9).

Under påberåbelse af frihed går man i liberalismen ligesom i junglen ind for den stærkeres ret til at undertvinge og udnytte den svagere. Men lovgivningens opgave er netop det modsatte, nemlig at beskytte den svage eller den, der ikke kan beskytte sig selv. Man kan ikke kræve frihed til alt, man kan ikke have frihed til stjæle og dræbe, der er forbudt ved lov. Forretningsverdenens fortjeneste eller overpris er ifølge Martinus i virkeligheden et kamufleret røveriprincip. (DEV2 stk. 26.12).

Nu vil man selvfølgelig indvende, at man ved køb og salg er nødsaget til at skulle have en fortjeneste, for hvordan skulle forretningsfolk ellers kunne leve. – Jo, det er rigtigt nok, for systemet er af verdensformat og kan umuligt ændres hverken ved noget enkelt menneske eller ved nogen regering eller politik. Systemets ændring er udelukkende et udviklingsspørgsmål og kan kun ske på globalt plan. De kommende økonomiske kriser og sammenbrud, både på nationalt og globalt plan, vil tydeligt vise menneskene, at det nuværende system er forkert. I skrivende stund i 2009 er der en stor international bankkrise, hvor man igen ser, at løsningen ikke er de frie markedskræfters spil, udbud og efterspørgsel, men derimod en planmæssig indgriben fra statsmagtens side.

Men det store flertal af jordens mennesker sværger stadig til det nuværende system med den private ejendomsret, forretningsprincippet og markedskræfternes frie spil.

Martinus skriver: “Men derfor er systemet på grund af dets ufuldkommenhed eller ufærdige tilstand alligevel en overtrædelse af den kosmiske verdensmoral ligesom alle de øvrige overtrædelser af de kosmiske love, som menneskene lever i. Menneskene vil derfor få den heraf følgende karmalidelse eller ragnarok. Den erfaring, viden og næstekærlighedsudvikling, dette vil afføde i menneskehedens bevidsthed, er det absolut eneste, der kan ændre systemet. Og i forbindelse med åndsvidenskaben vil denne ændring komme til at finde sted og økonomisk udløse sig i kulminerende retfærdighed som slutfacit.” (DEV2 stk. 26.12).

Det ægte forretningsprincip består i at udveksle varer efter princippet “samme værdi for samme værdi”, mens det falske forretningsprincip er baseret på at tilegne sig størst mulig værdi for mindst mulig modydelse.

Det ægte forretningsprincip kulminerer i dette “hellere at give end tage”, der er den fuldkomne væremåde, der vil fjerne alle samfundsskadelige ophobninger af materielle værdier i form af kapital og privatejendom til fordel for skabelsen af en total samfundsmæssig økonomisk ligevægt i verden, såvel mellem de enkelte nationer som mellem de enkelte mennesker. Der vil således i verdensstaten hverken være rige eller fattige. (Se LB4 stk. 1333).

Martinus skriver: “Ingen fattige og ingen rige, men en altbefordrende glæde-, lykke- og velsignelsesgivende velstand til alle jordmennesker over hele kloden vil blive en herskende faktor”. (LB4 stk. 1333).

6.12 Problemet med arbejdsløshed

I dag er der nærmest et overskud af mennesker, da der er en stadig voksende gruppe af arbejdsløse, som der ikke er noget arbejde til. Vi står over for et tilsyneladende uløseligt problem. Det er udmærket, at der findes fagforeninger, arbejdsløshedskasser og understøttelsesordninger, men det er kun lapperier, det kan ikke grundlæggende løse arbejdsløshedsproblemet.

Arbejdsløsheden er blevet et globalt problem, som ingen nation eller noget som helst politisk parti i verden kan løse. Arbejdsløsheden, der i større perspektiv er forbigående, er en følge af jordmenneskets naturlige udvikling og kulturskabelse. Men i forbindelse med skabelsen af en ny verdensmoral og en ny verdenskultur vil det vise sig at være nødvendigt, at det politiske liv bliver bragt i harmoni med menneskets videre udvikling.

Martinus skriver: “Og så længe den jordmenneskelige politik eller de jordmenneskelige regeringsformer ikke er blevet bragt i samklang med denne af naturen selv foretagne kursændring, vil arbejdsløsheden vokse og vokse for til sidst at blive den magtfaktor, hvorigennem naturen vil vælte det jordiske menneskes nuværende indstilling til individets ejendomsret og medborgerskab”. (Den menneskelige arbejdsevne, Kosmos nr. 8/2006).

Det har været fremført, at maskiner og ny teknologi er skyld i en øget arbejdsløshed. Maskiner, computere og robotter overtager i stigende grad menneskets arbejde. Men uden en kursændring vil kun en stadig mindre gruppe af mennesker have adgang til et arbejde, nemlig dem der ejer maskinerne, og dem der skal betjene dem. De ville få magten i samfundet, hvis udviklingen da ikke havde et højere formål.

6.13 Den rigtige verdensadministration

Hvad er det da, der skal ændres i det nuværende samfundssystem? – Samfundssystemet skulle værne om alle værdier og ressourcer til fordel for almeninteressen og ikke til fordel for privatinteressen. Privatinteressen er af egoistisk eller dyrisk natur, som er udmærket i dyreriget og de mere primitive dele af menneskesamfundet, men den kan ikke danne grundlag for skabelsen af en varig fred på jorden.

Almeninteressen må gå forud for privatinteressen, og vi ser da også, at samfundsudviklingen allerede går i denne retning i de moderne sociale velfærdssamfund. Ved hjælp af arveafgifter og beskatning vil privatformuen gradvist overgå til almenheden eller staten.

Det er umuligt at løse problemet med arbejdsløshed med de nuværende kapitalforhold i samfundet, hvor der er en blandingsøkonomi, der er baseret på både privatkapital og statskapital. Problemet kan kun løses ved en retfærdig administration af alle verdensværdierne.

Martinus skriver: “Udviklingen vil uundgåeligt føre til skabelsen af en international verdensstat, i hvilken en af flertallet indsat øvrighed vil overvåge, at intet menneske vil kunne leve på andres bekostning, og at intet menneske vil savne det for et virkeligt lykkeligt liv nødvendige arbejde. Da verdenssamfundet til den tid vil eje alle værdier, vil begrebet “penge” ikke længere eksistere. Den eneste værdi i dette samfund er den menneskelige skaberevne.” (Den menneskelige arbejdsevne, Kosmos nr. 8/2006).

Med kun en eneste arbejdsgiver på kloden i form af verdensstaten vil det være muligt at reducere og fordele arbejdet ligeligt til alle mennesker, så ingen bliver arbejdsløs. Ethvert menneske har ret til et arbejde for at kunne få det daglige brød og tag over hovedet. Det er nærmest en forbrydelse fra samfundets ikke at sørge for at alle kan få det for livets opretholdelse naturlige arbejde.

6.14 Afskaffelse af pengesystemet og den private ejendomsret

Forretningsprincippet med dets overpris er årsag til de store ophobninger af private værdier og kapital. Forretningsprincippet i sin oprindelige og fuldkomne struktur fungerer ved en vareudveksling, hvor man giver samme værdi for samme værdi. I denne forbindelse er penge blevet indført som et praktisk byttemiddel. Det kunne f.eks. være meget upraktisk, hvis man gik ind i en butik og ville bytte en pattegris med et nyt sæt tøj.

Penge udgør ikke nogen værdi i sig selv, den menneskelige skabeevne og arbejdsevne er menneskehedens eneste egentlige værdi. Men det nuværende økonomiske system med kapitalisme, liberalisme, markedets fri kræfter osv. gør det muligt for mennesker at skaffe sig arbejdsfrie indtægter.

Hvis en mand køber et bord til en værdi svarende til 10 arbejdstimer og straks efter sælger det videre for en værdi svarende til 20 arbejdstimer, har han fået værdien af 10 menneskelige arbejdstimer uden at yde noget arbejde. Her kan man nemt regne ud, at et eller andet sted i systemet må der være en mand, der har arbejdet i 20 timer, men han bliver underbetalt og får kun en betaling svarende til 10 arbejdstimer. Når et menneske et sted i systemet får en arbejdsfri indtægt, er der et menneske et andet sted i systemet, der bliver berøvet en tilsvarende værdi. Pengene må komme fra et eller andet sted. På denne måde kan man inden for lovens rammer stjæle værdien af andres menneskers arbejde. Børs- og valutaspekulationer, åger og forretninger med overpris er eksempler herpå. Dybest set er arbejdsfrie indtægter tyveri af andre menneskers arbejdspræstation.

Et menneske kan i løbet af et helt liv på arbejdsmarkedet præstere et vist antal arbejdstimer, som vi kunne kalde et “livsværk”. Men takket være forretningsprincippet kan et menneske i løbet af et liv skabe sig rigdomme, der svarer til 10, 100 eller 1000 menneskers livsværk. Kan det være retfærdigt? – Hvordan skulle ét menneske i løbet at livet kunne præstere lige så meget arbejde, som 1000 mennesker?

I Europa stræber man efter at indføre en fælles valuta eller møntfod, € – euroen. Sådanne bestræbelser vil man også se længere ude i fremtiden på globalt plan. På et tidspunkt vil man uden tvivl her på jorden også få én fælles valuta eller møntfod.

Men Martinus skitserer, at pengesystemet længere ude i fremtiden vil blive afskaffet, og at den eneste valuta eller møntfod, der vil eksistere, vil være en menneskelig arbejdstime. Hvert menneske vil til den tid have et universelt kontokort eller livspas, hvor der er registreret hvor mange timer, man har arbejdet. Det eneste betalingsmiddel, man har, vil være personligt præsterede arbejdstimer. Man kan ikke på denne måde tilegne sig værdien af andre menneskers arbejdstimer. En nærmere redegørelse for disse forhold vil kunne finde i Livets Bog 1, 4. kapitel.

Den private ejendomsret vil blive afskaffet til fordel for fælleseje. Verdensstaten vil eje alle jordens samlede ressourcer, landområder og naturrigdomme og sikre en retfærdig fordeling.

Hele jordens økonomiske system vil af vældige computere blevet udregnet som et fælles husholdningsregnskab for alle jordens mennesker. En levestandard, der vil ligge højt over nutidens levestandard, vil politisk blive fastsat. Man kunne f.eks. sige, at ethvert menneske skal have en telefon, en computer, en bil osv., hvorfor disse produkter vil blive produceret på verdensstatens fabrikker og derfra gå direkte til forbrugerne uden nogle fordyrende mellemled med forretningsfolk og importører.

6.15 Arbejdsforholdene i verdensstaten

I fremtidsstaten vil man ikke se, at millioner af mennesker dør af sult og fattigdom, mens andre lever i overflod og overforbrug. Der vil ganske enkelt ikke være nogen mulighed for at skabe klasseforskelle eller økonomiske standsforskelle, ingen vil kunne udnytte andre. Alle vil blive velhavende, og man vil kunne nyde livets goder, uden at andre skal leve i fattigdom og nedværdigelse.

Et barn, der kommer til verden, vil ikke blive en økonomisk belastning for forældrene, for verdensstaten vil betale alle omkostninger. I skolen vil børnene ikke nødvendigvis modtage den samme undervisning, blot fordi de har den samme alder. Ethvert barn vil blive undervist alt efter dets lyst, interesser og talenter, for at det netop i dette felt kan blive dygtigst og blive til størst gavn for samfundet.

Verdensregeringen vil være lige så interesseret i ethvert menneskes evner og begavelse, som mange regeringer i dag er interesseret i skat og andre økonomiske forhold. Hvis man er musikalsk, vil man blive uddannet i musik. Hvis man har sine evner og interesse i biologi eller teknik, vil få sin uddannelse i disse områder. Enhver vil således komme til at yde sit bidrag til verdensstatens opretholdelse i de felter, hvor man har sin begavelse og lyst.

6.16 Livspas og arbejdskvitteringer

Den eneste virkelige værdi, som menneskene har, er den menneskelige arbejdsevne, idet den er det eneste, der kan danne materialerne om til livsprodukter i den daglige tilværelse. (En kommende verdenskultur, Kosmos nr. 5/2006).

For at opretholde verdenssamfundets vedtagne levestandard må alle mennesker gøre et pligtarbejde, som dog kun vil omfatte nogle få timer om ugen. Verdensstaten vil videnskabeligt ved hjælp af store computere nøjagtigt kunne udregne, hvad hvert menneskes livsopretholdelse vil koste i arbejdstimer. Når man har gjort et stykke arbejde får man sin arbejdskvittering, som bliver individets eneste betalingsmiddel og som giver adgang til at benytte statens befordringsmidler, flyvemaskiner eller jernbaner, og besøge statens teatre, biografer, museer, udstillinger, trafikmidler og levnedsmidler i et sådant omfang, som svarer til nøjagtig den samme arbejdsværdi, som kvitteringen lyder på. (Se evt. LB1 stk. 112).

Ingen tjener penge, alle betaler med arbejde. Hvis man ønsker at have adgang til flere af goderne end de ordinære, må man betale med tilsvarende ekstra arbejdstimer.

Omtrent ligesom man har et kreditkort i dag, vil man altså i fremtiden få et livspas eller en livskonto, hvor alle ens arbejdstimer bliver registreret, og personligt præsterede arbejdstimer vil være det eneste eksisterende betalingsmiddel, som man råder over. Hvis man f.eks. gerne vil have en ekstra bil, kan man godt få det. Det vil så blive udregnet, hvor mange arbejdstimer, det kræver at lave en bil, og så må man arbejde et tilsvarende antal timer ekstra inden for sit eget arbejdsfelt.

En lille procentdel af ens egne arbejdstimer vil gå til en barndoms-, sygdoms- og alderdomsfond, så enhver kommer til at betale for sig selv, og ingen kommer ikke til at ligge andre til last.

Hvis man får børn, kan man vælge selv at tage sig af børnene og få arbejdskvitteringer for dette, eller vælge at lade andre passe børnene, mens man arbejder i et andet felt og får arbejdskvitteringer for dette.

Arv, spekulations- og lotterigevinster eller lignende arbejdsfri indtægter vil forsvinde, og der vil ikke være noget med at tage patent eller have copyright. Enhver opfinder, videnskabsmand og kunstner vil få arbejdskvitteringer for sit arbejde ligesom alle andre, og man laver sit arbejde til gavn og glæde for alle mennesker. På internet vil der være fri adgang til alverdens tv-kanaler, musik, information og uddannelse.

6.17 Mange erhverv vil komme til at forsvinde

Der vil ikke være konkurrerende firmaer, der udbyder adgang til telefon, tv-kanaler og internet. Alt dette vil gratis blive stillet til rådighed for alle klodens beboere. Der vil ikke være nogen reklame eller forretningsverden, men derimod en saglig forbrugeroplysning. Når en bestemt levestandard politisk er blevet fastlagt, vil bil, radio, tv, computer, osv. blive leveret direkte fra produktionsstedet til forbrugeren uden fordyrende mellemled. Varerne bliver dyrere, men ikke bedre, ved at passere alle forretningsverdenens mellemled.

Postvæsen, banker og forsikringsselskaber, der konkurrerer om kunderne vil ikke forekomme, der vil kun være én bank og én forsikring i form af det livspas, man har fået af verdensstaten. Meget uproduktivt arbejde i forbindelse med alle mulige former for billetkontrol, told og skat vil forsvinde.

Alle landes hære og flåder vil blive erstattet af et internationalt upartisk verdenspoliti, der står under kontrol af en upartisk verdensdomstol. (Se LB1 stk. 102). Den internationale domstol i Haag og FN-soldaterne med de blå hjælme er at betragte som fosterstadier i denne udvikling.

En lang række uproduktive erhverv, med kontrol, handel, forretning, reklame, militærvæsen, vil forsvinde til fordel for en generel nedsættelse af arbejdstiden. Hvis der f.eks. kommer en fantastisk teknisk opfindelse, der kunne reducere arbejdet for menneskene, vil det ikke som i dag resultere i arbejdsløshed, men i en arbejdstidsnedsættelse for alle mennesker på jorden, med f.eks. fem minutter om ugen. Enhver opfindelse uden patent vil således komme hele menneskeheden til gode, og man vil kunne se, at “maskinerne er vore venner”. Det svarer til den bibelske forjættelse eller profeti om, at mennesket ville gøre sig jorden underdanig. Menneskene har fået elementerne til at arbejde for sig. Blot ved et tryk på en knap kan et menneske starte et kraftværk, der kan producere millioner og atter millioner af hestekræfter.

6.18 Fritid og studiedage

I verdensstaten vil menneskene få flere og flere fridage, men de vil ikke bare blive brugt til lediggang. Forløbersymptomerne for alt dette ser vi i dag i form af aftenskoler og folkeuniversiteter. Da der ikke er noget materielt eller fysisk arbejde, må arbejdet blive mere af åndelig natur. Verdensstaten vil gratis stille lærere og undervisning til rådighed, så man kan studere filosofi, historie, kunst, videnskab, sprog, samfundsøkonomi, håndværk, alt efter hvor man har sin særlige lyst, sine interesser og evner. Man vil også kunne studere åndsvidenskab og derved komme mere i kontakt med livets love og på denne måde blive højnet til modtageligheden af den kommende store fødsel. (Se LB1 stk. 109).

Alle mennesker vil i fremtiden blive meget kreative og store kunstnere inden for alle mulige områder. Ethvert menneske skal blive et geni på så at sige alle kunstneriske områder, og til sidst blive en genial livskunstner. Menneskene vil være lykkelige og leve i skabeglæde, de vil underholde hinanden i kraft af alle deres geniale og glimrende talenter. Som livskunstnere vil de underholde næsten, hvilket også er det samme som at tjene sin næste.

Martinus: “Kristendommen er en manifestationsmåde, der først er fuldkommen, når den er blevet til genialitet i væsenets bevidsthed og væremåde. Den er intet mindre end den største kunstart, der eksisterer, idet den er selve livskunsten. Dette at leve er i allerhøjeste grad en kunst.” (Kulturens skabelse, bog nr. 24 kap. 16).

6.19 Kosmisk kommunisme

Kapitel 4 i Livets Bog 1, Et internationalt verdensrige under skabelse, er på en måde Martinus’ store politiske manifest. Det samme emne tages desuden op i Livets Bog 4, hvor han anvender begrebet “kosmisk kommunisme” og siger, at “kommunismens evangelium” i virkeligheden er Det Nye Testamente. (Se LB4 stk. 1434).

Martinus skriver: “Jesus af Nazareth, ophavet til “Det Ny Testamentes” kerneideer, er således verdens største og første “kommunist”. Hans væsen eller væremåde udgør billedet eller modellen, efter hvilken det jordiske menneske skal forvandles fra at være “det falske forretningsprincips” slave til at være “det ægte forretningsprincips” geniale udøver, der kulminerer i “hellere at give end at tage”, og i kraft af hvilken guddommelig væremåde al udslettelse af de materielle værdiers samfundsskadelige ophobninger til fordel for en total samfundsmæssig økonomisk ligevægt imellem alle stater såvel som imellem individer vil blive praktiseret.” (LB4 stk. 1333).

6.20 De tolv punkter for jordmenneskets opfyldelse af det store kærlighedsbud. Verdensstaten

Her citeres Martinus’ tolv punkter fra Livets Bog 1, stk. 117:

Alle former for uselviskhedens sejr over selviskheden. (Fællesinteressens sejr over privatinteressen).
Skabelsen af en international demokratisk verdensstyrelse.
Alle landes afrustning til fordel for oprettelsen af et internationalt upartisk verdenspoliti.
Udvikling af et internationalt åbenlyst – ikke hemmeligt – højeste lov- og retsvæsen, der repræsenterende videnskabens ypperste væsener på åndelige såvel som materielle områder, kan være kvalificerede til at kende forskel på “abnorme handlinger” og “forbrydelser”, – kender udviklingens gang og tilværelsens evige love og dermed være en garanti for absolut ret og retfærdighed for alt og alle.
Afskaffelse af private individers besiddelse af værdierne til fordel for verdensstatens tilegnelse af disse.
Afskaffelse af penge til fordel for indførelse af et individs personligt ydede arbejde som eneste betalingsværdi og kvitteringen herfor som eneste betalingsmiddel for samme person.
Oprettelse af et for hele verdensstaten fælles barndoms-, alderdoms- og sygdomsfond på basis af afdrag fra arbejdskvitteringerne.
Udnyttelse af maskinerne til forkortning af den materielle arbejdstid til fordel for studiedage og åndsforskning.
Afskaffelse af al voldspolitik og blodsudgydelser.
10. Afskaffelse af tortur-, prygle- og dødsstraffe til fordel for kyndige internerings- og opdragelsesforanstaltninger.
11. Udvikling af vegetariske næringsmidler, sundhed og legemspleje, sunde og lyse boligforhold.

12. Udvikling af åndsfrihed, tolerance, humanitet og kærlighed til alle levende væsener, til mennesker og dyr, til planter og mineraler. (LB1 stk. 117)

Martinus og den ny verdensmoral Ole Therkelsen. www.martinusshop.dk