OT009. Verdenssprog, Esperanto eller engelsk

OT009. Verdenssprog, Esperanto eller engelsk. Ole Therkelsen interviewes i FamilieKanalen

7.1 I den ny verdenskultur vil verdensstaten få sit eget særlige internationale sprog

Mon det bliver esperanto eller engelsk, der bliver verdenssprog? – Personligt mener jeg, at det må blive esperanto og ikke engelsk, af flere årsager. Udviklingen følger ganske bestemte naturlove, og med kendskab til disse love vil det være muligt at forudsige udviklingen af en ny verdenskultur. Klodens mange forskellige lande vil forene sig, ikke blot til verdens forenede stater, men til én verdensstat, der vil sikre en ligelig og retfærdig fordeling af alle klodens ressourcer, og for Martinus var det en selvfølge, at denne verdensstat også vil få sit eget særlige verdenssprog.

Jan Tarbensen driver forlaget Sciential Intuitiva, der sælger bøgerne på www.martinusshop.dk — 2. Udgave af “Martinus og den ny verdensmoral” er udgivet af forlaget Scientia Intuitiva. www.martinusshop.dk

I forklaringen til symbol nr. 26, Det rigtige menneskerige, hvor Martinus analyserer forholdene omkring skabelsen af det internationale verdensrige, kommer han også ind på løsningen af verdens sprogproblem ved skabelsen af et internationalt verdenssprog.

Martinus: “At man i verdensstaten eller det internationale verdensrige ikke halter af sted på nationale sprogkrykker, tolke og mere eller mindre dårlige oversættelser, er selvfølgeligt. Verdensstaten vil naturligvis få sit eget særlige internationale sprog. Hvert eneste barn i skolerne verden over vil blive oplært i dette verdensstatens internationale sprog. Tænk hvilken lettelse det vil være for den tids mennesker totalt at være uden sproghindringer, lige meget hvor de så end befinder sig på jorden. Alverdens mennesker fra syden og norden, fra østen og vesten kan tale med hverandre, kan forstå hverandre. I et fælles sprog er hele verden blevet til et fælles fædreland for alle mennesker uafhængigt af nationalitet, kultur og race. Tænk hvilken lettelse eller arbejdsbesparelse, at ingen som helst bøger eller skrifter behøver at blive oversat. Alle kan læse alle. At ingen af de eksisterende nationale sprog vil blive anvendt til dette fælles sprog er naturligvis givet. Intet som helst af disse nationale sprog vil kunne anvendes uden eventuelt at skabe jalousi og bitterhed, ja, måske endog krig. Derfor vil verden få et neutralt, internationalt sprog. Når dette begynder at komme i alverdens skoler, vil de pågældende børn, der bliver oplært i dette, nå frem til at kunne tale med hverandre uafhængig af nationalitet og race. Dette vil bidrage til en langt større forening af menneskene i venskab og fred, og i en stedse stigende grad gøre dem til et samhørigt broderfolk over hele verden.” (DEV2 stk. 26.25).

7.2 Sprogforvirringen i Babel

I Bibelen kan man læse om den sprogforvirring, der opstod i byen Babel, da Gud straffede menneskene for deres hovmod:

“Derpå sagde de: “Kom, lad os bygge os en by og et tårn, hvis top når til himmelen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal spredes ud over hele jorden!” – Men Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskebørnene byggede, og han sagde: “Se, de er ét folk og har alle ét tungemål; og når de nu først er begyndt således, er intet, som de sætter sig for, umuligt for dem; lad os derfor stige ned og forvirre deres tungemål der, så de ikke forstår hverandres tungemål!” – Da spredte Herren dem fra det sted ud over hele jorden, og de opgav at bygge byen. Derfor kaldte man den Babel, thi der forvirrede Herren al jordens tungemål, og derfra spredte Herren dem ud over hele jorden.” (1. Mos. 11,4-11,9).

I virkeligheden blev sprogene jo ikke pludseligt lavet om, som i Bibelens symbolske fortælling, men efterhånden som menneskene spredte sig ud over hele kloden og levede isoleret i forhold til hinanden, fik de jo helt naturligt deres egne erfaringer, deres egne ideer, deres egne udtryksmåder og dermed også deres eget sprog. På denne måde opstod der mange isolerede sprog, som styrkede flokmentaliteten og nationalitetsfølelsen. Men i dag er det en stor gene ikke at kunne forstå fremmede sprog, og menneskene søger at løse problemet ved at lære de store nationale sprog, der er mest udbredt; men det er ikke nok til at løse problemet.

Den dag i dag står Babel eller Babelstårnet som et symbol på den store sprogforvirring, der på det internationale plan stadig hersker her på jorden.

7.3 En færdigudviklet og fuldkommen kommunikation

Bogstavalfabetet indeholder 29 bogstaver, mens talalfabetet kun indeholder 10 talbogstaver, som Martinus beskriver i LB3 stk. 1017-1023. Han skriver i sit hovedværk Livets Bog, at ligesom menneskets udvikling af talsystemet eller talsproget har nået fuldkommenheden, sådan skal bogstavsproget også efterhånden udvikle sig til at nå en tilsvarende fuldkommenhed. (LB3 stk. 1047-1051).

Tanker og ideer kan man meddele andre gennem skrift og tale eller på kunstnerisk form som maleri eller skulptur. Det bliver et større og større behov for mennesket at give udtryk for sit liv og sit inderste væsen, der til sidst vil kulminere i form af udfoldelse af livskunst og ren næstekærlighed.

Tal- og bogstavsproget er to af de ældste foreteelser i denne udfoldelse af livskunst, og Martinus mener, at mennesket vil blive i stand til at benytte bogstavalfabetet på lige så fuldkommen en måde, som det nu benytter talalfabetet. Det vil aldrig nogensinde kunne lykkes med de eksisterende nationalsprog, der alle er fyldt med uregelmæssigheder og andre ulogiske fænomener, der ikke med matematikkens logik frit og kreativt kan kombineres til nye meningsdannende elementer. Det fuldkomne sprog må være et plansprog, som fra starten er konstrueret, så det er helt befriet for uregelmæssigheder og uhensigtsmæssige vaner og traditioner. Det må indeholde en række sproglige elementer med stavelser, præfikser og suffikser, der kan kombineres sådan, at man kan udtrykke lige præcis det, man ønsker.

Esperanto er et sådant sprog, der på grund af sin fuldkommen, logiske og matematiske opbygning, opfylder de krav, som man måtte stille til det fuldkomne sprog.

7.4 Esperanto er lavet efter guddommelige principper

Plansproget esperanto blev første gang præsenteret for verden i 1887 af det 28-årige sproggeni L. Zamenhof (1859-1917), der levede en stor del af sit liv i Warszawa.

I et kursusforedrag udtaler Martinus: “Men nu er det en gene for en masse mennesker ikke at kunne fremmede sprog, og de må i stor grad hjælpe sig med de store og mest udbredte nationale sprog. Men det er ikke nok. Vi ser, at der er tendenser til at udvikle andre sprog, sprog der ikke er nationale, men internationale. Vi har set en idealist skabe et verdenssprog, Esperanto, som vil komme til at spille en overordentlig stor rolle, fordi det er skabt efter de guddommelige principper, fordi det er logisk, og fordi det er let at lære. Dette er også noget, der viser hen til, at der vil komme en anden tilværelse.” (Foredrag 19.01.1956).

7.5 Hvordan fik det internationale sprog navnet esperanto?

Zamenhof skrev ofte indlæg i aviserne under forskellige pseudonymer, som han lavede ved at bytte om på bogstaver og stavelser i sit rigtige navn. En stavelse i hans navn er “hof”, og på tysk betyder “hoffen” at håbe. På esperanto betyder “esperi” at håbe, og “esperanto” betyder “en håbende”. Da Zamenhof i 1887 udgav den første bog om esperanto anvendte han pseudonymet Dr. Esperanto. I begyndelsen omtalte man det derfor som Dr. Esperantos sprog eller “Lingvo de Esperanto”, og det udviklede sig senere til, at sproget ganske enkelt kom til at hedde esperanto.

7.6 Har Martinus konkret peget på esperanto som det kommende verdenssprog?

Martinus nævner ikke esperanto ved navns nævnelse i sit hovedværk, men i en spørgetime blev han direkte spurgt: “Vi skal jo komme til at tale samme sprog i verden engang. Hvilket sprog bliver det?”

Martinus svarer: “Esperanto! – Det kommer vi til at tale. Det er ikke for, at jeg er esperantist, eller at det er mode, men det bliver mere og mere nødvendigt, at man får et fælles sprog. Tænk hvis man havde et fælles sprog i dag! – Så ville man være fri for alle de oversættelser. Alle bøger skal oversættes, det er sjældent, at de vinder ved oversættelser. Det er meget ofte, at de taber lidt ved oversættelse. Tænk hvilken besparelse det ville være, at man kunne det samme sprog. Alle vegne ville alle mennesker kunne tale sammen. Det ville også skabe fred. Nu er det i stor grad medvirkende til krigstanker, at man ikke kan tale med hinanden. Det vil lette samkvemmet og kærlighedens udvikling, når alle kan tale helt flydende med hinanden.” (Spørgetime, Jönköping 14. maj 1969).

Ved et rådsmøde på Martinus Institut den 30. april 1974 sagde Martinus: “Jeg tror, vi er lidt tidligt på det med esperanto, men ellers er det mægtig godt. Det vil komme engang, og det er storartet. Men det bliver esperanto. Hvad skulle det ellers blive? Er der andre sprog, der er længere fremme? Der er ikke et sprog, der er så humant. Man må se på skaberen. Han var jo en kolossalt human mand. Man kan næsten se, han var sat til at gøre det.” (Samarbejds-Strukturen, stk. 6.4).

7.7 Grundlæggeren af esperanto – Zamenhof

Grundlæggeren af det internationale sprog esperanto var som sagt Ludwig Lazarus Zamenhof, der i en stor del af sit liv var øjenlæge i Warszawa. Han var et meget beskedent og humant udviklet menneske og tillige et sproggeni. Han havde russisk som modersmål, men kunne også jiddisch, hebræisk, græsk, latin, tysk, fransk, engelsk, polsk og havde kendskab til endnu flere sprog. Når man studerer hans liv og skæbne, virker det som om, at han af Forsynet var udvalgt til at udføre denne specielle mission i menneskehedens tjeneste.

Potræt af Zamenhof i 1908 — Grundlæggeren af plansproget Esperanto var den polske øjenlæge Ludwig Zamenhof, født i Bjalistok i 1859

Han blev født i en russisktalende, jødisk familie i byen Bjalistok i Polen, der på den tid blev regeret med hård hånd af den russiske zar. I byen var der polakker, tyskere, russere, litauere og jøder, der hver talte sit sprog. Allerede som lille barn oplevede han, hvordan faren, der var sproglærer, ved at tolke kunne bilægge uoverensstemmelser og stridigheder, som opstod på torvet eller markedspladsen pga. de mange misforståelser blandt de handlende med de fem forskellige sprog. Da Zamenhof var fem år gammel fik han ideen til at lave et sprog, som alle mennesker kan forstå og denne tanke forlod ham aldrig siden.

I skolen lavede han et internationalt sprog, lingwe universale, og dets færdiggørelse i sidste gymnasieklasse blev fejret i hjemmet i december 1878, hvor moren havde lavet lagkage til sønnen og skolekammeraterne, som også var interesserede og forstod sproget. Efter at have studeret medicin to år i Moskva fortsatte han i 1881 medicinstudiet i Warszawa, hvor han efter et par års pause genoptog arbejdet med det internationale sprog, og i de følgende seks år arbejdede han hver dag hårdt med sproget ved siden af studierne og det ordinære arbejde. Han modificerede og forbedrede sproget, polerede det, afprøvede det med højtlæsning og oversættelser af bøger og digte. Han skrev tekster originalt på esperanto og opdagede derved, at sproget fik sit eget liv eller blev levende på en måde, som han ikke havde oplevet med oversættelser. Når han tænkte og skrev på esperanto fandt han løsninger, sagde han, som han ikke ville have fundet ad teoretisk vej. Nej, selv om esperanto er et plansprog, så er det ikke blot en samling af døde ord.

Med tilladelse af Zarens censur publicerede han i 1887 i Warszawa det færdige sprog i form af en lille russisk bog på 40 sider Internationalt sprog med fortale, forklaringer, eksempler, esperantotekster (bl.a. Fader Vor), ordliste med 900 ordstammer og den fuldstændige grammatik med sprogets kun 16 grammatiske regler. Samme år udkom denne første bog Unua libro også på polsk og fransk, og hurtigt derefter også på tysk og engelsk. Kildematerialet i dette kapitel om Zamenhof og sprogets tidlige historie er fra to bøger, der begge originalt er skrevet på esperanto: Edmond Privat, Vivo de Zamenhof(1920) og Marjorie Boulton, Zamenhof (1962).

7.8 Zamenhofs kosmiske religiøsitet

Zamenhof var tavs om sin egen person, og selv de nærmeste kendte ikke til hans religiøsitet. De oplevede kun hans væremåde, han var godhjertet, ren, beskeden, hjælpsom, opofrende, beundringsværdig tålmodig, han virkede aldrig fornærmende, hverken i tale eller handling, og var altid sympatisk lyttende til alle mennesker. Fremstående esperantister, som måske i perioder havde været i opposition til ham eller modarbejdet esperanto, roste han i sine kongrestaler og takkede dem for den gode indsats, som de trods alt havde ydet for esperanto-sagen. For alle mennesker, kone, søskende, børn, nevøer og niecer, venner, patienter forekom han at være en helgen. I deres svære stunder kom de alle til ham og bad om hans råd.

“Han har aldrig syndet”, sagde den gamle polske tjenestepige, idet hun under et krucifiks pegede på hans portræt på sin væg. Hvor mange berømtheder forblev store i tjenestefolkenes øjne? (Edmond Privat, Vivo de Zamenhof).

Hos den lille Ludoviko var det lige som hos H.C. Andersen: moren var dybt religiøs, og faren var ateist. Begge børn var i starten meget religiøst troende ligesom moren, men efterhånden forholdt de sig mere rationelt, og dermed kritisk, til den religiøse troslæres dogmer. Hos Zamenhof udviklede det sig til, at han ligefrem blev ateist og kom ud i en livskrise med livslede, da han var 15-16 år. Et par år senere følte han sig, formentlig intuitivt, overbevist om sjælens udødelighed og Guds eksistens.

Da Zamenhof i 1917 døde, 57 år gammel, efterlod han på sit skrivebord fire sider, der var forberedelserne til en artikel om sjælens udødelighed og en beskrivelse af hans egen livsanskuelse og religiøsitet. Som sagt havde han ikke tidligere fortalt om dette, men som han skrev på første side, følte han nu, at han måtte gøre det. Han forklarer, at alt det, han nu ville skrive, allerede fødtes i hans hoved for 40 år siden, da han var 16-18 år. De tanker, han havde om lovmæssigheder i naturen, udødelighed og Gud, havde ikke forandret sig væsentligt siden dengang.

De tre første sider indeholder en indledning med flere forbehold og undskyldninger, da han forudså, at mange rationelle esperantister ikke ville bryde sig om denne religiøse bekendelse, ja selv de troende ville ikke bryde sig om den, for hans opfattelse var helt anderledes end de troendes. Da han døde, nåede han kun at påbegynde den fjerde side, og denne tekst slutter med en beskrivelse af den livskrise han gennemgik som 15-16 årig i sin ateistiske periode. Med denne indledning slutter hans religiøse bekendelse. Separat var der dog et par noter om noget nyt, som han oplevede som 17-årig: “Jeg oplevede, at døden ikke var en forsvinden…; at der eksisterer love i naturen…; at noget fører mig mod et højt mål…”.

I forbindelse med sit arbejde med det internationale sprog skrev Zamenhof i et tidligt digt, Mia penso (min tanke), at hvis hans bestræbelser ikke faldt i skæbnens behag, ville han foretrække at dø. – At tænke sig, så dybt var denne mission med verdenssproget indpodet i den unge L. Zamenhof!

Det var således ikke Forsynets mening, at Zamenhofs religiøse livsanskuelse skulle publiceres, men i dag kan vi jo trøste os med, at Martinus har beskrevet geniets udviklingstrin med dets intuitive og universelle opfattelse af livet, naturen og verdensaltet: Zamenhofs religiøse udvikling fra barndom og ungdom til voksen alder forløb i samme rækkefølge, som den gør for hele menneskehedens udvikling, der først går igennem et trosreligiøst stadium, efterfulgt af et rationelt, ateistisk og materialistisk stadium, for til sidst at nå frem til en individuel, intuitiv og kosmisk religiøsitet.

7.9 Offentliggjorde den unge Martinus sin religiøse anskuelse?

I sin bog Omkring min missions fødsel skriver Martinus, at hans egen religiøsitet var en hemmelighed.

Martinus: “Jeg var dybt religiøs og nærede en inderlig kærlighed til Gud. Jeg kan ikke fysisk erindre nogen dag, hvor jeg ikke har bedt til Gud. Men denne min religiøsitet var min hemmelighed, var min helligdom. Jesus var mit største ideal og rettesnor. I alle tvivlsspørgsmål stillede jeg altid spørgsmålet således op: Hvad ville Jesus gøre i den pågældende situation? – og svaret kom altid prompte.” (Omkring min missions fødsel, kap. 13).

Den unge Martinus med fin bowler-hat og mappe under armen. www.martinus.dk

I lighed hermed sagde Zamenhof engang i en kongrestale til unge kristne: “Jeg er kun en jødisk verdensborger, der er fritænker, men kan man forestille sig noget skønnere i verden end fuldstændigt at følge Jesu væremåde?” (Edmond Privat, Vivo de Zamenhof).

Martinus beskriver udviklede menneskers tilbageholdenhed med at fortælle om deres livsanskuelse med følgende ord: “Da væsenerne her er nået frem til at føle stor respekt eller tolerance for andre væseners religiøse meninger og opfattelser, endskønt de jo er vokset over disse, hører man dem aldrig kritisere eller deltage i diskussion, og det er i virkeligheden meget sjældent, at disse væsener udtaler sig om deres eget særlige syn på tilværelsen uden på indtrængende opfordring, og der hvor dette eventuelt har mulighed for at være absolut gavnligt.” (LB1 stk. 123). (Se også LB5 stk. 1875-1883).

7.10 Hvordan kunne man karakterisere Zamenhof med kosmologiens begreber?

Efter min opfattelse kunne man karakterisere Zamenhof som det udviklede og humane menneske, der har en harmonisk balance mellem intelligens og følelse, og som besidder en stor visdom og kærlighed. Sådanne mennesker, skriver Martinus, er den ny åndskulturs største praktikere inden for menneskeheden. (LB1 stk. 123).

I Livets Bog 5 skriver Martinus om forskellige mennesketyper i udviklingen, og han lister dem op efter alfabetet – fra A- til K-menneske. I forbindelse med omtalen af Zamenhof stemmer beskrivelsen med det, som Martinus skriver om H-mennesket, den humane mennesketype. (LB5 stk. 1875-1880).

Martinus: “Et H-menneske er altid meget virksomt og produktivt. Hvad det har med at gøre bringes til udvikling og vækst. Intet bliver her forsømt, og intet går til spilde. Enhver bagatel bliver frugtbargjort i væsenets skabelsesprocesser eller foretagender. Da H-mennesket mere eller mindre befinder sig i rækken af jordens mest udviklede mennesker, har det stor åndelig interesse. Det har udlevet alt, hvad der forekommer af trosreligiøsitet og kan derfor umuligt blive tilhænger af dogmer, sekter eller religiøse samfund. Forskningens vej er den eneste acceptable vej for dette væsen. Det udgør derfor den absolutte åndsforsker og bliver her i bedste tilfælde en kolossal kraft både som lærer, skribent og taler. Da dets fremragende medfølelsesevne eller sympati uden for den enpolede seksualisme ikke har nogen forbindelse med hjernen og den vågne dagsbevidsthed, og den derfor ikke er seksuelt præget, giver den samme væsen en overordentlig stor uskyldighedsglans eller udstråling lig den, der præger alle små børn, såvel inden for dyrenes som inden for menneskenes verden. H-mennesket udstråler i større eller mindre grad denne atmosfære eller aura som en altbesejrende charme. Det har overordentlig let ved at vinde andre mennesker for sine ideer og planer.” (LB5 stk. 1880).

7.11 Hvad var Zamenhofs idé med esperanto?

Zamenhof skabte det internationale sprog som et middel til at nå et mål. Dette mål var tolerance og forståelse mellem folkene. Den første betingelse for større tolerance, forståelse og venskab må være, at man i det hele taget kan kommunikere og tale sammen. Ud over at skabe selve sproget søgte Zamenhof også at bidrage til skabelsen af en større humanisme og kærlighed blandt alle jordens mennesker, og sine tanker herom gav han udtryk for i sin såkaldte Homaranismo. På et tidligt tidspunkt var det hans drøm at skabe et tempel for alle verdensborgere fra alle religioner og at udarbejde en fællesmenneskelig religion eller filosofi, som var logisk og kærlig, og som skulle stimulere til sandhed, godhed, retfærdighed og menneskelighed.

I dag står det klart, at Zamenhofs mission begrænsede sig til at skabe klodens internationale sprog, og at det var Martinus’ mission at skabe den fællesmenneskelige og universelle livets religion eller åndsvidenskab, der skulle forene alle jordens mennesker i den samme sandhed. Når Besant talte om “Verdensreligionernes Herre”, passede denne betegnelse slet ikke på Krishnamurti, mens den er en udmærket karakteristik af Martinus. (Se stk. 2.11).

Ud over at esperanto er et sprog og et redskab til international kommunikation, så taler man også om dets “indre ide”. – La interna ideo stammer fra Zamenhofs humane og tolerante intention bag skabelsen af sproget. Lige fra barnsben oplevede Zamenhof, hvordan polakker, etniske minoriteter og især jøder blev undertrykte af det russiske diktatur. Lighed, frihed og venskab er nogle af nøgleordene i esperantos indre ide. Disse ord er omtrent de samme som de franske slagord: “Liberté, égalité et fraternité”, “Frihed, lighed og broderskab” som på esperanto lyder: “Libereco, egaleco kaj frateco”.

7.12 Esperantister er fødte idealister

Ifølge Martinus er esperantister fødte idealister, da det var hans overbevisning, at flertallet af esperantister verden over er mennesker, i hvem virkelig tolerance og international indstilling er noget medfødt. (Kosmos nr. 1/1939, side 8).

7.13 Esperanto er et plansprog og et moderne latin

Esperanto er fra starten lavet helt logisk, regelmæssigt og fuldkomment. Det er befriet for alle de nationale sprogs manglende logik, uregelmæssigheder og ufuldkommenheder. Allerede som elev i skolen havde Zamenhof en vision om at lave et internationalt sprog, der skulle være et moderne latin.

I esperanto er således 80 % af ordstammerne af latinsk oprindelse, og latin fungerede faktisk allerede i middelalderen som et internationalt sprog for teologer og studerede mennesker. I de resterende 20 % findes mange ord fra de germanske sprog og en del fra de slaviske. Esperanto er udelukkende baseret på ord fra den indoeuropæiske sprogstamme, der er klodens største sprogstamme. Selv om det således kan være svært for en kineser eller japaner at lære esperanto, viser praksis dog, at det for dem er langt lettere at lære det fuldstændigt regelmæssige og fuldkomne esperanto end det uregelmæssige og ulogiske engelske sprog.

I skabelsen af sit sprog betragtede Zamenhof alle de eksisterende internationale ord som en skatkiste. Sproget tillader en videre udvikling ved, at der i esperanto til stadighed kan optages nye ordstammer, der dog følgelig bliver brugt i de kombinationer og på de måder, der er i overensstemmelse med sprogets grammatiske regler. I den første bog, Unua libro, med russiske forklaringer, der præsenteredes i zarens Rusland i 1887, findes de 16 grundlæggende grammatiske regler, der udgør sprogets fundament. Dette fundament er urørligt, eller som det hedder på esperanto: “La fundamento de esperanto estas netuŝebla”. Dette gør, at esperanto er et meget præcist og meget stabilt sprog. Nye ordstammer kan hele tiden tages, når blot de forsynes med de rigtige endelser i overensstemmelse med de 16 grammatiske regler. Men bortset fra dette fundament er sproget givet fri til brugernes kreativitet, og i det hele taget er esperanto fra skaberens side en gave til hele verden. Analogt hermed er Martinus Kosmologi også givet fri til menneskeheden, som en ubetinget gave til hele kloden.

Den danske sprogforsker og sproggeni Rasmus Rask (1787-1832) har, som det fremgår af hans manuskripter på Det Kgl. Bibliotek, fastlagt principperne for skabelsen af det ideelle sprog, og de stemmer helt overens med principperne i esperanto. (Se sprogmuseet.dk/plansprog).

Som en lille forskel skal blot nævnes, at Rask foreslog, at tillægsord ikke skulle bøjes, mens Zamenhof gik ind for, at tillægsord f.eks. i ental og flertal skulle bøjes og dermed have forskellige endelser.

Nogle få filosoffer har også været optaget af tanken, om man kunne lave det perfekte sprog, det fuldkomne sprog. I historiens løb har forskellige mennesker lavet knap 1000 plansprog eller sprogprojekter, og her af er der kun et, nemlig esperanto, der har vist sig levedygtigt.

7.14 Er esperanto ikke et dødt og teknisk sprog?

I modsætning til latin er esperanto uhyre enkelt og let at lære. Når det er nemt at lære, er det fordi, der ikke findes uregelmæssigheder i sproget. Men denne enkelhed betyder ikke, at det er mindre udtryksfuldt end de eksisterende nationalsprog: Det skyldes, at esperanto indeholder en lang række sprogelementer, der kan kombineres logisk og frit i nye ord, hvilket i den grad forøger udtryksmulighederne. Esperanto er derfor mere udtryksfuldt end noget eksisterende nationalsprog på jorden i dag. Esperanto har været brugt siden 1887, og det viser sig, at det fungerer ligesom et naturligt sprog, hvor man også kan udtrykke sig med digtning og poesi.

Esperanto er et matematisk, logisk afstemt sprog, hvor man, ligesom med matematisk, logisk afstemte klaverstrenge med hele, halve toner osv., kan give udtryk for alle følelser. Det, at tonerne er matematisk afstemt i forhold til hinanden, forringer ikke mulighederne for at udtrykke sig følelsesfuldt ved klaveret. Det er en fordom eller en misforståelse, at man ikke kan udtrykke følelser på esperanto, fordi det er matematisk, logisk opbygget og afstemt – analogt med klaverstrengene. Tværtimod bliver det pga. den fuldkomne opbygning et endnu bedre redskab til at udtrykke sig præcist og nuanceret. Man kunne sige, at tale nationalsprog er som at spille på ustemt klaver, og at tale esperanto er som at spille på stemt klaver.

I esperanto er der som sagt mange internationale ord, og alle ordstammer er valgt fra eksisterende naturlige sprog. Derfor er ordene på esperanto ikke tekniske eller døde, men de har liv og den samme mytologiske ladning som i de øvrige sprog. For eksemplet hedder djævel “diablo”, Gud “Dio”, verden “mondo” og flagstang “flagstango”. Livets Bog og Det Evige Verdensbillede hedder hhv. La libro de la vivo og La eterna mondbildo.

7.15 Esperanto et naturligt sprog – hvis nogen skulle have været i tvivl om det

Esperanto er et plansprog. Teoretiske og systematiske beskrivelser af plansprog findes knap nok, men den engelske lingvist John Wells har beskrevet esperanto ved hjælp af de metoder, den systematik og terminologi, som benyttes i den moderne lingvistik. Wells beskrivelse og vurdering af esperanto på lingvistens betingelser findes på dansk: Esperanto lingvistisk set. (esperanto.dk). Wells påviser på lingvistisk grundlag, at esperanto er et naturligt sprog, og så kan man kun beklage, at esperanto som oftest kaldes et kunstsprog. Erik Hansen, tidligere professor ved Københavns Universitet, skriver i bogens forord: “… det vises klart, at esperanto er et sprog, et naturligt sprog – hvis nogen skulle have været i tvivl om det: man finder overalt strukturer og fænomener, som findes i de nationale sprog.”

7.16 Hvordan føles det mon at lære esperanto?

Allerede i skolen taber mange lysten til at lære sprog, fordi man nemt mister selvtilliden, når man laver fejl, hvilket ofte sker, når sprogene er svære, uregelmæssige og ulogiske. Men for de fleste er det en succesoplevelse at lære esperanto, da man føler sig mere tryg på grund af sprogets regelmæssige struktur.

Ved studier af børn, der tidligt lærer esperanto, kan man konstatere, at de er mere kreative, når de udtrykker sig på esperanto end på modersmålet, fordi esperanto med sine mange kombinationsmuligheder og frie struktur inviterer til nykonstruktioner og kreativitet. (www.esperanto.dk).

Mange genvinder lysten til at lære sprog efter en succesoplevelse med indlæring af esperanto. Man bliver også bedre til grammatik, næsten ved en slags naturmetode, da ethvert ord på esperanto bærer et grammatisk signal eller skilt, der fortæller, hvilken slags ord det drejer sig om. Hvis et ord på dansk ender på bogstavet -r, kan det være et navneord i flertal, men det kan også være et udsagnsord i nutid, et tillægsord, et biord eller noget helt femte. På esperanto er endelsen -o reserveret til navneord, -a til tillægsord, -e til biord, og f.eks. -is, -as, -os til udsagnsord i henh. datid, nutid og fremtid. Hver ordform eller ordklasse har således sit eget grammatiske signal.

De fleste, der lærer esperanto, oplever på et tidspunkt en enorm inspiration og glæde ved at lære esperanto. Man føler sig lykkelig og næsten “frelst”, ligesom når man bliver overskygget af “helligånden”. Det lyder måske meget religiøst, men for Martinus er “helligånden” det samme som sandhedens ånd, og han udtrykker således den nuværende jordiske videnskab som “den hellige ånd i fostertilstand”. (Logik, kap. 30 og 66, LB1 stk. 180).

Martinus definerer også kunst som “højintellektualitet inkarneret i materie”. (LB4 stk. 1150). Når livets universelle sandheder udtrykkes i kunst, så er det jo også sandhedens ånd, der inkarnerer i materien, i litteratur, i musik, maleri, skulptur, sang, teater, ballet, film, foto osv. Tænk, hvilken glæde menneskene har oplevet ved f.eks. musik og litteratur. Den euforiske lykke og glæde man i kunsten og det religiøse liv oplever ved mødet med sandhedens ånd, kan man også opleve ved at lære esperanto, da det er baseret på guddommelige principper. Det er ligesom kunst – højintellektualitet inkarneret i materie.

7.17 Hvorfor er der så stor skepsis over for esperanto som verdenssprog?

Megen modstand mod esperanto skyldes mangel på viden. De fleste, der udtaler sig imod esperanto som verdenssprog, har ikke selv lært esperanto, og derfor er argumenterne ofte baseret på fordomme og forudfattede meninger i stedet for sprogvidenskabelige kendsgerninger.

Mange mennesker søger årsagen til den endnu beskedne udbredelse af esperanto i selve sproget, i dets struktur og opbygning. Men årsagen er ikke mangler ved sproget, men derimod folks egoisme, flokbevidsthed og nationalisme.

Nationalismen er til stor glæde og inspiration på visse udviklingstrin, men den vil i fremtiden blive erstattet af glæden ved at være internationalt indstillet. Mange mennesker i dag befinder sig på udviklingstrin, hvor de måske nok er mere nationalt end internationalt indstillet. Meget få er parate til at opgive deres eget nationalsprog til fordel for et upartisk, perfekt internationalt sprog.

Kosmisk set er nationalisme et udtryk for den enkelte nations selviskhed eller egoisme, mens internationalisme er udtryk for nationens uselviskhed eller altruisme. Men ved at følge den globale udvikling kan man konstatere internationalismens udvikling ved at iagttage, at nationernes selviskhed er i aftagende, mens deres uselviskhed er i tiltagende. (LB1 stk. 100).

7.18 Vil engelsk blive verdenssproget?

Generelt kan man sige, at intet eksisterende nationalsprog vil blive verdensstatens sprog af to væsentlige grunde: For det første ville det være en partisk løsning at vælge et nationalsprog, og for det andet ville det være en ufuldkommen løsning, fordi alle nationalsprog er uregelmæssige og ulogiske.

Det ville være en uretfærdig eller partisk løsning med engelsk som verdenssprog. Hvis engelsk blev verdenssproget, ville jordens øvrige befolkning blive påtvunget engelsk og amerikansk kultur. Engelsktalende personer ville meget nemt kunne få arbejde som sekretærer, oversættere og sproglærere, mens skatteydere i andre lande må betale milliarder i skat til skolevæsen og engelsklærere, for at deres børn kan lære engelsk.

I dag fungerer engelsk som et internationalt hjælpesprog, og det har den fordel for esperanto, at alle jordens folk efterhånden lærer sig det samme alfabet og mange af de samme latinske ord, som findes både i engelsk og esperanto. Således er den nuværende udbredelse af det engelske sprog en stor hjælp og fordel for esperanto. Engelsk er i virkeligheden ikke en konkurrent, men derimod en hjælpemotor for esperantos udbredelse!

Selv om alle jordens mennesker en dag skulle komme til at tale engelsk, ville det alligevel kunne betale sig at skifte til esperanto, trods overgangsbesværligheder. Det koster så meget tid at lære sig de mange, kosmisk set værdiløse, uregelmæssigheder og ulogiske elementer i det engelske sprog, at det med tanke på de kommende århundreders skolebørn ville kunne betale sig helt at skifte til esperanto, som er et fuldkomment sprog. Esperanto er analog med det fuldkomne 10-talssystem, der ikke kan forbedres. Hvis man forestillede sig, at alle mennesker på kloden anvendte det samme talsystem, romertallene, ville det af hensyn til de fremtidige slægter kunne betale sig at skifte fra romertallene til vort nuværende fuldkomne talsystem med nullet – også selv om det ville give lidt ekstra besvær i overgangsperioden.

Mange danskere er ivrige tilhængere af, at engelsk bliver verdenssprog, men her må man jo huske på, at det er en fordel for danskerne, fordi dansk ligger så tæt op ad engelsk. Det er helt anderledes svært for russere og kinesere at lære sig engelsk. Men selv en dansker ville ikke efter ti års engelskstudier kunne oversætte en bog ordentligt fra dansk til engelsk.

Begrebet “lighed” spiller en meget stor rolle inden for hele problematikken omkring et fælles verdenssprog. Som sagt er det en uretfærdig og partisk løsning at vælge et nationalt sprog til verdenssprog, men dertil kommer, at de nationale sprog, der har fået størst udbredelse i verden, har fået det i kraft af, at en stormagt med aggression, krig og erobringer har undertvunget andre folk. Fik latin ikke udbredelse pga. romerrigets militarisme og imperialisme? – Har spansk og engelsk ikke fået stor udbredelse på samme måde? – Esperanto vil derimod blive udbredt på frivillig og idealistisk basis af folk, der går ind for fred, lighed og venskab.

7.19 Nullets rolle i det fuldkomne talsystem og i det fuldkomne sprog

Det geniale ved 10-talssystemet er nullet, i modsætning til det primitive system med romertallene uden nul. Jeg kan knap nok forestille mig, hvordan man gangede og dividerede med romertal. Da de såkaldte arabertal med nullet, som stammer fra Indien, blev kendt i Europa, varede det ikke mindre end 400 år inden hele Europa fik det talsystem, vi har nu, og som hele verden har taget til sig. Derfor må man også forvente en stor træghed ved indførelsen af esperanto som verdenssprog.

Talsystemets struktur i Livets Bog 3, stk. 1017. — Skema over talsystemets struktur – Livets Bog 3, stk. 1017.

Martinus skriver, at først når man er i stand til at benytte sprogalfabetet på en lige så fuldkommen måde, som man nu benytter talsystemet, er sproget blevet færdigudviklet og fuldkomment. (LB3 stk. 1051).

Martinus har skrevet meget om nullets analyse. (LB3 1010-1032). Nullet er det, der gør vort talsystem fuldkomment. (Se senere stk. 12.6, 12.19). Her melder sig så spørgsmålet, hvordan kan nullet ligesom i talsystemet mon indføres i sproget?

I esperanto sker det ved, at hver ordklasse har et bestemt bogstav som endelse. Alle navneord ender på -o, alle tillægsord på -a, alle biord på -e, og udsagnsord i forskellige former har også deres faste endelse.

En ordklasses endelsesbogstav spiller samme rolle som nullet i talsystemet. Alle navneord ender på bogstavet -o, som f.eks. i vivo (liv) og vero (sandhed). Talsystemets 0 svarer til navneordenes o. Et foranstillet nul i talsystemet udtrykker noget umanifesteret, mens et efterstillet nul indgår som en tælleenhed i lighed med de øvrige ni tal. (Se senere stk. 12.28). Isoleret udtrykker navneordenes endelsesbogstav -o, ligesom det foranstillede nul, noget umanifesteret, nemlig et umanifesteret navneord. (LB3 stk. 1010, 1023). Men bogstavet o får betydning i sammenhæng med andre bogstaver, ligesom nullet får betydning som tælleenhed i sammenhæng med andre tal.

Talsystemets 0 svarer til tillægsordenes a. Da sproget er en mere kompliceret affære end talsystemet, forekommer der flere “nuller” i de fuldkomne sprog, men alle med den principielt samme rolle. Alle tillægsord ender på -a, som f.eks. viva (levende) eller vera (sand). Hvis man tager summen af alle positive og negative tal, får man 0. Hvis man tager summen af alverdens positive og negative elektriske ladninger, får man nul. Hvis man tager summen af alle tillægsord, kort-lang, kold-varm, ung-gammel osv. får man også noget, der svarer til talsystemets 0, nemlig tillægsordenes endelsesbogstav -a. Isoleret udtrykker det noget umanifesteret, nemlig et umanifesteret tillægsord, ligesom et isoleret nul udtrykker et umanifesteret tal. (LB3 stk. 1032-1033).

Som biord hedder de ovenstående to ord vive og vere, fordi alle biord ender på -e. Talsystemets 0 svarer til biordenes e. Alle ord, der på esperanto ender på -e, er biord. Det svarer lidt til, at alle lige tal er delelige med to, eller alle tal der ender på 0 eller 5 er delelige med 5.

Hvis det da overhovedet giver nogen mening, kan man på matematisk eller kombinatorisk vis frit skifte ordklasse ud fra det samme rod-ord. Herved får esperanto også en stor lighed med talsystemet. Som ovenfor påvist indeholder det principielt fuldkomne sprog esperanto i kraft af ordklassernes faste endelsesbogstav også det nul, der er med til at gøre vort talsystem fuldkomment. En nærmere redegørelse ligger uden for rammerne af denne bog. Min påstand er blot, at esperanto teoretisk og principielt er et fuldkomment sprog i lighed med nuværende talsystem, der er helt perfekt uden mangler og fejl. Esperanto lever helt op til de kriterier, som Martinus opstiller for det fuldkomne sprog.

7.20 Vil de nationale sprog efterhånden forsvinde og blive erstattet af ét enkelt sprog?

Engelsk fungerer lige nu som et internationalt hjælpesprog, men det vil aldrig blive modersmål for franskmænd, tyskere, russere og kinesere. Derimod vil en fremtidig fuldkommen menneskehed på jorden få et fælles perfekt verdenssprog, som vil blive modersmål for alle mennesker på jorden.

Dette verdenssprog vil erstatte alle eksisterende nationalsprog, og derved vil fænomenet oversættelser endegyldigt blive afskaffet, hvorefter man i hele verden vil opleve den store glæde, at alle kan forstå alle. De nationale sprog i verden vil uddø naturligt, ganske langsomt og gradvist, ligesom de forskellige dialekter er ved at uddø i Danmark.

Mange synes, at det er da en forfærdelig tanke, at de nationale sprog og dialekter skulle uddø, men tænk på de tusindvis af sprog, som allerede er uddøde! – Hvor mange forskellige sprog har vi ikke talt under udviklingens forløb, som stenaldermennesker, primitive naturmennesker, abemennesker, aber, bavianer og hunde? – Hvorfor og hvordan skulle alle disse primitive og ufuldkomne sprog bevares i arkiver her i vor fysiske verden? – Til hvilken nytte skulle man fylde det ene arkiv efter det andet med registreringer af al den primitive tale og gøen?

7.21 De mange dialekter og uddøende sprog går alligevel ikke helt tabt

Måske til trøst for nogle gør Martinus gældende, at vi i et kommende udviklingsafsnit i salighedsriget med en kulminerende hukommelse vil kunne komme til at genopleve alle disse sprog, som vi har talt i fortiden, men som er gået tabt her på jorden under udviklingens gang. Det beror på, at enhver oplevelse gør et indtryk og sætter et aftryk. Hvis en oplevelse ikke kunne registreres af opleveren, ville oplevelse jo være et absurd fænomen. Dette indtryk lagres i bevidstheden i kraft af hukommelsesenergien. Hver gang vi oplever noget, lagres der en kopi af oplevelsen, omtrent som når vi tager et foto. En erindring er en kopi af en oplevelse. Særligt holdbare erindringer kalder Martinus guldkopier. (LB1 stk. 212-219).

7.22 Den samlede menneskehed på enhver planet vil til sidst komme til at tale det samme sprog

I en spørgetime sagde Martinus, at når verden bliver én stat med kun ét sprog, vil megen tid være vundet, fordi man ikke behøver nogen oversættelse, når alle forstår alle. (Kosmos nr. 8/2009).

Ifølge Martinus er jordkloden et levende væsen under udvikling – i lighed med utallige andre planeter i verdensrummet. Planeter udvikler sig ligesom mennesker, og ligesom man kan sige, at når ethvert barn er to år, er det modent til at lære at tale, således vil der også for ethvert klodevæsen være en bestemt alder eller et bestemt udviklingstrin, hvor det er modent til at lære at tale rent, hvilket vil sige, at alle planetens mennesker vil komme til at tale det samme sprog.

I ethvert klodevæsens udvikling mod fuldkommenhed vil dets samlede, fuldkomne menneskehed således på et eller andet tidspunkt komme til at tale et fælles, fuldkomment verdenssprog. Selv om engelsk allerede fungerer som et internationalt hjælpesprog, vil det ikke blive den sluttelige løsning på sprogproblemet på denne klode, lige så lidt som et andet ufuldkomment nationalsprog kan blive verdenssprog på en anden klode med en fuldkommen menneskehed.

Martinus siger, at fuldkomne mennesker lader sig ikke nøje med et ufuldkomment sprog. Fuldkomne mennesker i en fuldkommen verden vil have et fuldkomment verdenssprog.

7.23 Hvornår bliver esperanto den kommende verdensstats sprog?

Esperanto synes at være det internationale sprog, der kan løse alle klodens sprogproblemer ved at blive sproget for den kommende verdensstat. Esperanto ville repræsentere en både upartisk og fuldkommen løsning.

Med dannelsen af EU og FN og med den omsiggribende globalisering eller internationalisering ser vi, hvordan dette nye verdensrige allerede viser sig at være under skabelse. I 1932 skriver Martinus, at “Folkenes Forbund”, som blev oprettet i 1920 lige efter 1. verdenskrig, kun er at betragte som et allerførste foster til dannelsen af en verdensøvrighed og en verdensret. (LB1 stk. 98-101).

Dannelsen af en rigtig international verdensøvrighed vil blive en realitet her på kloden om cirka 500 år. Mange tror, at esperanto er slået fejl eller mislykket, fordi man måske lige nu ikke hører så meget om det, men her må man regne med, at det nok vil vare 200-300 år før esperanto kommer til at spille en større international rolle, og måske 500 år før det er blevet verdensstatens officielle sprog. Om et par tusind år må man nok regne med, at de nationale sprog er ved at dø ud, ligesom de forskellige dialekter i Danmark nu er ved at dø ud.

Det, der skal være af stor holdbarhed, må ligesom egetræet vokse langsomt, mente Martinus. Den hurtigt voksende bønnestage holder ikke så længe som egetræet, der kan blive over 500 år gammelt. Ligesom en kimplante hos egen vokser både esperantoen og kosmologien ganske langsomt og sikkert frem her på jordkloden. Sammenligner man med kristendommens fremvækst i den første tid efter Jesus, ser man også, at det varede flere århundreder, inden kristendommen nåede frem til at blive statsreligion blot i et par enkelte lande.

Set ud fra denne synsvinkel er der store og langtrækkende perspektiver for det internationale sprog esperanto.

7.24 Esperanto og vegetarisme

Mange esperantister er vegetarer, men det vides ikke med sikkerhed, om Zamenhof selv var vegetar. I 1903 bragte han en artikel til fordel for vegetarisme i den første Krestomatio, en bog med esperantotekster, der skulle være forbillede eller model for god esperanto.

Sammen med forfatteren Leo Tolstoj (1828-1910) og flere andre esperantister var Zamenhof i 1908 med til at stifte den verdensomspændende forening af esperantotalende vegetarer: TEVA – Tutmonda Esperantista Vegetarana Asocio. Det er nok nogenlunde kendt, at Tolstoj var vegetar, men det er nok mindre kendt, at han også gik ind for esperanto. I 1895 blev esperantisternes blad La esperantisto forbudt af zarens censur, fordi bladet havde bragt nogle artikler af Tolstoj, som magthaverne ikke kunne tolerere. Dette standsede et ellers lovende samarbejde mellem Zamenhof og Tolstoj i forbindelse med bladudgivelsen.

Tolstoj var i øvrigt på linje med den interne ide i esperanto, da han var imod enhver form for undertrykkelse. Mahatma Gandhi (1869-1948) var også præget af Tolstoj i sin totale afstandtagen fra vold. Gandhi gik i øvrigt ind for passiv modstand, hvor Tolstoj gik ind for en helt konsekvent pacifisme uden nogen modstand. Tolstoj hentede sit stof især fra Bjergprædikenens budskab, specielt fra kravet til den kristne om ikke at gengælde det onde. Tolstojs religiøse og sociale målsætninger fik betydning for udviklingen hen imod den russiske revolution og oprøret mod zarens undertrykkelse af folket. Med den baggrund er det måske forståeligt, at zarens censur forbød esperantobladet for at stoppe Tolstojs artikler. Dette forbud var et hårdt slag for esperantobevægelsen, da halvdelen af abonnenterne i den første pionertid boede i Polen og Rusland.

7.25 Esperanto i reinkarnationsperspektiv

I et foredrag kom Martinus ind på, at når man forstår, at man lever flere liv, kan man begynde at indrette sit nuværende liv, så man begynder at tage hensyn til kommende liv. Hvis man gerne vil være dygtig til esperanto i et kommende liv, kan man allerede begynde at øve sig i dette liv.

Martinus: “Jeg kender til et gammelt menneske, der var oppe i nærheden af 90 år, da han begyndte at lære esperanto. Han sagde, ja man kan vel altid tilegne sig et par talentkerner på det sprog, og det er jo rigtigt. Det ville han da aldrig være begyndt på, hvis han havde været indremissionsk og troet, at han aldrig mere skulle komme tilbage til det fysiske plan. Han ville jo ikke tro, at man i himlen kunne få brug for esperanto, hvad man naturligvis heller ikke behøver. Men sådan vil det animere menneskene til at ændre deres liv, og det er da vældigt godt. Tænk, man kan begynde at opbygge sit kommende liv. Lige som ingeniørerne bygger andre ting op, sådan kan man selv begynde at bygge sit liv op og bestemme sin skæbne, hvis blot man tilegner sig den ingeniørkunst og den ingeniørviden, hvorpå en lykkelig skæbne baseres.” (Martinus, foredrag 24.11.1955).

7.26 Esperanto i Martinus Instituts arbejde

Allerede så tidligt som i 1939 skriver Martinus i Instituttets tidsskrift Kosmos om relationen mellem esperanto og sit arbejde.

Martinus: “I et internationalt arbejde som det, der repræsenteres igennem “Livets Bog” og “Kosmos”, forekommer det mig, at esperanto kan være af uvurderlig nytte som en foreløbig bro mellem det danske sprog og de fremmede sprog, der tales af alle eventuelle udenlandske interesserede i mit arbejde.

Martinus ved skrivebord med skrivemaskine på Martinus Institut, Mariendalsvej 96, 2000 Frederiksberg — Martinus ved skrivemaskinen
på Martinus Institut, Mariendalsvej 96, 2000 Frederiksberg

Igennem esperanto vil mange interesserede verden over kunne komme i berøring med mit arbejde med det samme og behøver således ikke, som det ellers ville være nødvendigt, at vente, til det engang foreligger oversat til de store verdenssprog.

Esperanto er således en bro mellem dansk og alle fremmede sprog. Kineseren og russeren, hinduen og japaneren lige såvel som en hvilken som helst europæer finder alle ved hjælp af esperanto med samme lethed vej til forståelsen af det, vi eventuelt måtte føle os tilskyndet til at skrive til dem her i bladet. Det er således et første lille forsøg, men nok til at finde en foreløbig ørenlyd hist og her ude i den store verden.

Et nyt supplement til vort internationale arbejde har dermed taget sin begyndelse.

Det er muligt, hvis tilslutningen bliver stor nok, at der vil blive oprettet esperanto-kursus inden for Sagen. Det vil jo kunne have enorm betydning for Sagens udbredelse, at så mange som muligt af dens venner kan tale esperanto.” (Kosmos nr. 1/1939).

7.27 Pionerer i arbejdet med esperanto

Martinus selv var ikke esperantist, men det var flere af de nære medarbejdere. De første esperantister var Thora Hammarlund (1910-1951) og Mogens Munch (1913-2010). Det danske esperanto-koryfæ Margrethe Noll (1874-1962), der personligt havde korresponderet med Zamenhof, underviste Thora Hammarlund, Grethe Olsen og flere andre medarbejdere i esperanto.

Tre af Instituttets rådsmedlemmer, som Martinus personligt havde udvalgt, var ivrige esperantister: Henning Laug (1913-1992), Grethe (Olsen) Brinkhard (1917-2001) og Ib Schleicher (1924-2010), hvor sidstnævnte har oversat tolv af Martinus’ bøger til esperanto.

I januar 1939 i tidsskriftet Kosmos publicerer Martinus som sagt første gang noget om esperanto. Her skriver han, at Kosmos fremover vil have en spalte skrevet på esperanto, men for at de læsere, der ikke kan esperanto, ikke skal blive forfordelt, vil samme artikel også blive bragt på dansk. Hans første sekretær og foredragsholder, Erik Gerner Larsson, skrev således igennem hele året 1939 en månedlig artikel, der blev oversat til esperanto. Denne ordning skulle have den fordel, at læserne efterhånden fik indblik i esperanto og muligvis lyst til at lære sproget.

Erik Gerner Larsson: “Som Martinus’ mangeårige sekretær og nærmeste fortrolige har han bedt mig prøve igennem “Kosmos” at skrive en månedlig artikel, der oversat til esperanto, skulle gøre det muligt at delagtiggøre åndsbeslægtede over hele verden i det idemateriale, det er blevet hans mission at fuldbyrde skabelsen af.

Når han har valgt at lade dette ske på esperanto har det bl.a. to grunde. For det første: fordi det er hans overbevisning, at flertallet af esperantister verden over er mennesker, i hvem virkelig tolerance og international indstilling er noget medfødt, og for det andet: fordi dette uhyre enkle og let tilgængelige hjælpesprog allerede nu er så udbredt og vil gå en så lykkelig opblomstring i møde, at hans arbejde igennem en gradvis oversættelse til det vil kunne blive kendt på selv de fjerneste strande og der blive videretransformeret på den interesseredes eget sprog. […] I øvrigt er det hensigten, når tiden er moden dertil, at knytte undervisning i esperanto til den i forvejen eksisterende undervisning i Martinus’ hovedværk Livets Bog”. (Kosmos nr. 1/1939, side 8).

“Tanker på femogtyveårsdagen for mit åndsarbejdes fødsel, 1921-1946” er titlen på en artikel, hvor Martinus opregner større begivenheder i sagens 25-årige historie. Esperanto nævnes i forbindelse med de større begivenheder i 1943.

Martinus skrev: “1943: Ejendommen Mariendalsvej 94-96 erhverves og gøres til hovedkvarter for vort åndsarbejde. Der oprettes esperantoudgave af korrespondanceafdelingen under navnet “Letersekcio”. Bøgerne “Den længst levende afgud” og “Pasko” (esperantoudgaven af “Påske”, oversat af fru Thora Hammarlund) udkommer” (Kosmos nr. 2/1946, Tanker på femogtyveårsdagen for mit åndsarbejdes fødsel, Artikelsamling 1, stk. 22.8).

7.28 Har Instituttet haft gavn af esperanto?

Ved en lille højtidelighed i 1965 i Stiftelsen Kosmos Varnhem, Sverige, blev Sagens flag blev indviet. (DEV4, symbol nr. 42, Flaget).

Martinus sagde i sin indvielsestale, at det var en historisk milepæl, for det var det første Martinus Center, der blev oprettet i udlandet. Han kom derefter ind på internationale forhold og sagde blandt andet følgende: “Vi får breve fra mange mennesker rundt om i verden på forskellige sprog, og særligt på esperanto, hvor vi har fået breve fra 28 lande. Der er mennesker, der begynder at læse vore bøger og ligefrem også oversætter dem til deres eget nationale sprog. Det er jo en stor glæde for mig at se, hvordan det sådan breder sig, og hvorledes vi nu også får stor modtagelse i Japan, idet en af vore medarbejdere, Ib Schleicher, skal til Japan. De har allerede skrevet til os, at de gør alt for, at han kan komme til at holde foredrag i de store byer i Japan, og hvorledes de vil hjælpe ham på alle mulige områder. Og de har allerede trykt vores brochure og skrifter, en del af skrifterne oversat til japansk har de sendt til os, således at vi kunne trykke dem videre. De har overordentlig stor interesse for os i Japan, som er meget indstillet på fred, idet de jo har oplevet følgerne af de kedelige atomkræfter, atombomber osv.” (Foredrag 19. juni 1965).

7.29 Instituttets officielle internationale sprog

På sit møde den 5. april 1965 vedtog rådet for Martinus Institut enstemmigt at erklære esperanto for officielt internationalt sprog for Instituttet og dets internationale arbejde. Sammen med denne beslutning er der vedtaget en erklæring, hvoraf følgende citeres:

“Det er en kendsgerning, at menneskeheden i vor tid befinder sig i en stigende udvikling hen imod den internationalisme, som det bliver en livsbetingelse for enhver stat og ethvert menneske at deltage i.

Vi er fuldt og helt overbevist om det umulige i at få valgt et nationalt sprog til denne internationale status.

De officielle, dokumenterede kendsgerninger om esperanto, anerkendelsen af det fra betydningsfulde officielle instansers side, dets lethed, dets fleksibilitet og udtryksmuligheder, og endelig også de praktiske resultater, der er opnået, viser en overvejende sandsynlighed for valget af det som endeligt verdenssprog.

Uafhængigt af den øvrige verdens nuværende holdning til det internationale sprogproblem er esperanto et redskab som skabt til Instituttets formål. Beslutningen om esperanto er også en kraftig tilskyndelse til alle interesserede til om muligt selv at lære sproget og derved øge nytten af det for andre og for nye interesserede. Det er yderligere en tilskyndelse til også på enhver måde at støtte andres bestræbelser og derved igen øge nytten af det for Instituttets formål og for den almene, medmenneskelige formidling af verdenskulturen.” (Rådsprotokol, Samarbejds-Strukturen stk. 6.4).

7.30 Hvilke esperanto-aktiviteter findes der inden for Instituttets rammer?

I 1946-1947 kom det første månedsblad om Martinus Kosmologi på esperanto Esperanto-Revuo de Martinus, der afløste korrespondancebrevene fra Letersekcio. (Kosmos nr. 2/1946).

I 1958 tog Ib Schleicher og Peter Zacho initiativ til at udgive instituttets tidsskrift Kosmos på esperanto med titlen Kosmo, der udkom en kort periode 1958-1959. Ib Schleicher og Henning Laug sørgede for den videre udgivelse i årene 1969-1974, hvor der har været god interesse og godt med arbejdskraft i Instituttets esperantoafdeling. Efter en pause på over 20 år er Kosmos på esperanto siden 1995 udkommet med 2 eller 4 numre om året.

Siden ombygningen af foredragssalen i 1984 har man i Martinus Center, Klint ved Nykøbing Sj. kunnet simultantolke foredragene til seks forskellige sprog samtidigt, herunder esperanto, og selv har jeg ofte simultantolket til esperanto. Efter 1995 har der om sommeren været specielle esperanto-uger med kosmologi-undervisning på esperanto, hvor mange af deltagerne har været fra østeuropæiske lande.

Men først og fremmest udgiver Instituttet de bøger, der er oversat til esperanto, og det drejer sig i dag om følgende bøger: Livets Bog 1, Logik, fire symbolbøger “Det Evige Verdensbillede 1-4” samt bøgerne nr. 1-13 i bogserien af 28 mindre bøger af Martinus.

For Martinus Institut har esperanto vist sig at være meget nyttigt som brosprog, da flere af Martinus’ bøger er blevet oversat til fremmede sprog via esperanto. Indtil nu har esperanto været anvendt som brosprog til oversættelse fra dansk til otte forskellige sprog: Engelsk, tjekkisk, polsk, ungarsk, rumænsk, litauisk, japansk og kinesisk. Ja, det er sikkert en overraskelse for de fleste, at den engelske udgave af Logik, der sælges den dag i dag, er af en engelsk esperantist oversat fra esperanto til engelsk. Oversættelsen regnes for at være rimelig god. Takket været de mange kombinationsmuligheder og nuancer, som findes i esperanto er dette sprog særligt velegnet som brosprog.

Langt ude i fremtiden må man regne med, at jordens mennesker vil komme til at studere Martinus Kosmologi på esperanto, mens kun enkelte særligt uddannede mennesker vil have lært sig at læse det gamle olddansk, der blev brugt for måske over tusind år siden, da originalen blev skrevet.

7.31 Foredrag på esperanto i udlandet

Man kan måske sige, at der ikke er så mange mennesker, der i dag taler esperanto, men da esperanto har eksisteret siden 1887, er der blevet etableret et stort netværk af esperantister i hele verden. Hvert år bliver der afholdt en stor international verdenskongres Universala Kongreso med 2-3000 deltagere fra 50-60 forskellige lande. På Instituttets vegne har jeg selv holdt seksten foredrag på esperanto på verdenskongresserne i Prag 1996, Berlin 1999, Göteborg 2003, Vilnius 2005 og København 2011, hvor der typisk til foredragene kommer 40 tilhørere fra de forskellige lande. Flere af disse foredrag kan høres på oletherkelsen.dk og oletherkelsen.dk.

Maldekstre esperantisto Ib Schleicher, japanaj Oomotanoj kaj Martinus en salon de Martinus en la Instituto — Martinus sidĉambro en Martinus Instiuto. Japanaj gastoj. Ib Schleicher maldekstre tradukas el Esperanto en la danan po Martinus

Flest foredrag på esperanto har jeg holdt i Martinus Center, Klint, i den årlige esperantouge og på mine fem rejser til Rusland, men det er også blevet til en hel del foredrag på esperanto i landene: Sverige, Frankrig, Schweiz, Tjekkiet, USA, Australien, New Zealand, Japan og Kina.

Som en lille solstrålehistorie ville jeg gerne lige fortælle, at første fire bind af symbolbøgerne, Det Evige Verdensbillede, er blevet oversat fra esperanto til kinesisk. I 1998 i forbindelse med en almindelig turistrejse til Peking, havde jeg i forvejen fået arrangeret fire esperanto-foredrag om kosmologien: i Pekings esperantoforening, i redaktionen for esperantobladet El popola Ĉinio, i esperantoafdelingen i Kinas internationale radio og i Ĉina akademio de scienco” En af tilhørerne tilbød derefter at oversætte symbolbøgerne til kinesisk, og her på det seneste har en anden kinesisk esperantist Liu Yunxia oversat de to bøger Den ideelle føde og Menneskehedens skæbne til kinesisk.

Martinus Institut har modtaget invitationer fra en japansk organisation, Oomoto, der forsøger at forene alle verdens religioner i en universel religion. Allerede i 1923 gik Oomoto ind for esperanto under mottoet: Unu Dio, unu mondo, unu interlingvo. Om dette kan man sige, at én Gud, én verden og ét sprog stemmer godt med de kosmiske analyser for menneskehedens udvikling her på kloden.

www.martinusshop.dk