OT015. Esperanto og Martinus kosmologi.

OT015. Esperanto og Martinus. Interview på Kosmologi-podden

I den ny verdenskultur vil verdensstaten få sit eget internationale sprog

Esperanto og Martinus er et godt match for mig, Ole Therkelsen. Jeg spørger om det mon bliver esperanto eller engelsk, der bliver verdenssprog? – Personligt mener jeg, at det må blive esperanto og ikke engelsk, af flere årsager. Udviklingen følger ganske bestemte naturlove, og med kendskab til disse love vil det være muligt at forudsige udviklingen af en ny verdenskultur. Klodens mange forskellige lande vil forene sig, ikke blot til verdens forenede stater, men til én verdensstat, der vil sikre en ligelig og retfærdig fordeling af alle klodens ressourcer, og for Martinus var det en selvfølge, at denne verdensstat også vil få sit eget særlige verdenssprog. Esperanto og Martinus passer godt sammen.

Jan Tarbensen driver forlaget Sciential Intuitiva, der sælger bøgerne på www.martinusshop.dk — 2. Udgave af “Martinus og den ny verdensmoral” er udgivet af forlaget Scientia Intuitiva. www.martinusshop.dk

Forklaringen symbol nr. 26, Det rigtige menneskerige.

Her analyserer Martinus forholdene omkring skabelsen af det internationale verdensrige, kommer han også ind på løsningen af verdens sprogproblem ved skabelsen af et internationalt verdenssprog.

Martinus: “At man i verdensstaten eller det internationale verdensrige ikke halter af sted på nationale sprogkrykker, tolke og mere eller mindre dårlige oversættelser, er selvfølgeligt. Verdensstaten vil naturligvis få sit eget særlige internationale sprog. Hvert eneste barn i skolerne verden over vil blive oplært i dette verdensstatens internationale sprog. Tænk hvilken lettelse det vil være for den tids mennesker totalt at være uden sproghindringer, lige meget hvor de så end befinder sig på jorden. Alverdens mennesker fra syden og norden, fra østen og vesten kan tale med hverandre, kan forstå hverandre. I et fælles sprog er hele verden blevet til et fælles fædreland for alle mennesker uafhængigt af nationalitet, kultur og race. Tænk hvilken lettelse eller arbejdsbesparelse, at ingen som helst bøger eller skrifter behøver at blive oversat. Alle kan læse alle. At ingen af de eksisterende nationale sprog vil blive anvendt til dette fælles sprog er naturligvis givet. Intet som helst af disse nationale sprog vil kunne anvendes uden eventuelt at skabe jalousi og bitterhed, ja, måske endog krig. Derfor vil verden få et neutralt, internationalt sprog. Når dette begynder at komme i alverdens skoler, vil de pågældende børn, der bliver oplært i dette, nå frem til at kunne tale med hverandre uafhængig af nationalitet og race. Dette vil bidrage til en langt større forening af menneskene i venskab og fred, og i en stedse stigende grad gøre dem til et samhørigt broderfolk over hele verden.” (DEV2 stk. 26.25).

En færdigudviklet og fuldkommen kommunikation

Bogstavalfabetet indeholder 29 bogstaver, mens talalfabetet kun indeholder 10 talbogstaver, som Martinus beskriver i LB3 stk. 1017-1023. Han skriver i sit hovedværk Livets Bog, at ligesom menneskets udvikling af talsystemet eller talsproget har nået fuldkommenheden, sådan skal bogstavsproget også efterhånden udvikle sig til at nå en tilsvarende fuldkommenhed. (LB3 stk. 1047-1051).

Tanker og ideer kan man meddele andre gennem skrift og tale eller på kunstnerisk form som maleri eller skulptur. Det bliver et større og større behov for mennesket at give udtryk for sit liv og sit inderste væsen, der til sidst vil kulminere i form af udfoldelse af livskunst og ren næstekærlighed.

Tal- og bogstavsproget er to af de ældste foreteelser i denne udfoldelse af livskunst, og Martinus mener, at mennesket vil blive i stand til at benytte bogstavalfabetet på lige så fuldkommen en måde, som det nu benytter talalfabetet. Det vil aldrig nogensinde kunne lykkes med de eksisterende nationalsprog, der alle er fyldt med uregelmæssigheder og andre ulogiske fænomener, der ikke med matematikkens logik frit og kreativt kan kombineres til nye meningsdannende elementer. Det fuldkomne sprog må være et plansprog, som fra starten er konstrueret, så det er helt befriet for uregelmæssigheder og uhensigtsmæssige vaner og traditioner. Det må indeholde en række sproglige elementer med stavelser, præfikser og suffikser, der kan kombineres sådan, at man kan udtrykke lige præcis det, man ønsker.

Esperanto er et sådant sprog, der på grund af sin fuldkommen, logiske og matematiske opbygning, opfylder de krav, som man måtte stille til det fuldkomne sprog.

Esperanto er lavet efter guddommelige principper

I et kursusforedrag udtaler Martinus: “Men nu er det en gene for en masse mennesker ikke at kunne fremmede sprog, og de må i stor grad hjælpe sig med de store og mest udbredte nationale sprog. Men det er ikke nok. Vi ser, at der er tendenser til at udvikle andre sprog, sprog der ikke er nationale, men internationale. Vi har set en idealist skabe et verdenssprog, Esperanto, som vil komme til at spille en overordentlig stor rolle, fordi det er skabt efter de guddommelige principper, fordi det er logisk, og fordi det er let at lære. Dette er også noget, der viser hen til, at der vil komme en anden tilværelse.” (Foredrag 19.01.1956).

Hvordan fik det internationale sprog navnet esperanto?

Zamenhof skrev ofte indlæg i aviserne under forskellige pseudonymer, som han lavede ved at bytte om på bogstaver og stavelser i sit rigtige navn. En stavelse i hans navn er “hof”, og på tysk betyder “hoffen” at håbe. På esperanto betyder “esperi” at håbe, og “esperanto” betyder “en håbende”. Da Zamenhof i 1887 udgav den første bog om esperanto anvendte han pseudonymet Dr. Esperanto. I begyndelsen omtalte man det derfor som Dr. Esperantos sprog eller “Lingvo de Esperanto”, og det udviklede sig senere til, at sproget ganske enkelt kom til at hedde esperanto.

Har Martinus konkret peget på esperanto som det kommende verdenssprog?

Martinus nævner ikke esperanto ved navns nævnelse i sit hovedværk, men i en spørgetime blev han direkte spurgt: “Vi skal jo komme til at tale samme sprog i verden engang. Hvilket sprog bliver det?”

Martinus svarer: “Esperanto! – Det kommer vi til at tale. Det er ikke for, at jeg er esperantist, eller at det er mode, men det bliver mere og mere nødvendigt, at man får et fælles sprog. Tænk hvis man havde et fælles sprog i dag! – Så ville man være fri for alle de oversættelser. Alle bøger skal oversættes, det er sjældent, at de vinder ved oversættelser. Det er meget ofte, at de taber lidt ved oversættelse. Tænk hvilken besparelse det ville være, at man kunne det samme sprog. Alle vegne ville alle mennesker kunne tale sammen. Det ville også skabe fred. Nu er det i stor grad medvirkende til krigstanker, at man ikke kan tale med hinanden. Det vil lette samkvemmet og kærlighedens udvikling, når alle kan tale helt flydende med hinanden.” (Spørgetime, Jönköping 14. maj 1969).

Ved et rådsmøde på Martinus Institut den 30. april 1974 sagde Martinus: “Jeg tror, vi er lidt tidligt på det med esperanto, men ellers er det mægtig godt. Det vil komme engang, og det er storartet. Men det bliver esperanto. Hvad skulle det ellers blive? Er der andre sprog, der er længere fremme? Der er ikke et sprog, der er så humant. Man må se på skaberen. Han var jo en kolossalt human mand. Man kan næsten se, han var sat til at gøre det.” (Samarbejds-Strukturen, stk. 6.4).

Grundlæggeren af esperanto – Zamenhof

Grundlæggeren af det internationale sprog esperanto var som sagt Ludwig Lazarus Zamenhof, der i en stor del af sit liv var øjenlæge i Warszawa. Han var et meget beskedent og humant udviklet menneske og tillige et sproggeni. Han havde russisk som modersmål, men kunne også jiddisch, hebræisk, græsk, latin, tysk, fransk, engelsk, polsk og havde kendskab til endnu flere sprog. Når man studerer hans liv og skæbne, virker det som om, at han af Forsynet var udvalgt til at udføre denne specielle mission i menneskehedens tjeneste.

Potræt af Zamenhof i 1908 — Grundlæggeren af plansproget Esperanto var den polske øjenlæge Ludwig Zamenhof, født i Bjalistok i 1859

Han blev født i en russisktalende, jødisk familie i byen Bjalistok i Polen, der på den tid blev regeret med hård hånd af den russiske zar. I byen var der polakker, tyskere, russere, litauere og jøder, der hver talte sit sprog. Allerede som lille barn oplevede han, hvordan faren, der var sproglærer, ved at tolke kunne bilægge uoverensstemmelser og stridigheder, som opstod på torvet eller markedspladsen pga. de mange misforståelser blandt de handlende med de fem forskellige sprog. Da Zamenhof var fem år gammel fik han ideen til at lave et sprog, som alle mennesker kan forstå og denne tanke forlod ham aldrig siden.

I skolen lavede han et internationalt sprog, lingwe universale, og dets færdiggørelse i sidste gymnasieklasse blev fejret i hjemmet i december 1878, hvor moren havde lavet lagkage til sønnen og skolekammeraterne, som også var interesserede og forstod sproget. Efter at have studeret medicin to år i Moskva fortsatte han i 1881 medicinstudiet i Warszawa, hvor han efter et par års pause genoptog arbejdet med det internationale sprog, og i de følgende seks år arbejdede han hver dag hårdt med sproget ved siden af studierne og det ordinære arbejde. Han modificerede og forbedrede sproget, polerede det, afprøvede det med højtlæsning og oversættelser af bøger og digte. Han skrev tekster originalt på esperanto og opdagede derved, at sproget fik sit eget liv eller blev levende på en måde, som han ikke havde oplevet med oversættelser. Når han tænkte og skrev på esperanto fandt han løsninger, sagde han, som han ikke ville have fundet ad teoretisk vej. Nej, selv om esperanto er et plansprog, så er det ikke blot en samling af døde ord.

Zamenhof udgiver det internationale sprog ESPETANTO i 1887

Med tilladelse af Zarens censur publicerede han i 1887 i Warszawa det færdige sprog i form af en lille russisk bog på 40 sider Internationalt sprog med fortale, forklaringer, eksempler, esperantotekster (bl.a. Fader Vor), ordliste med 900 ordstammer og den fuldstændige grammatik med sprogets kun 16 grammatiske regler. Samme år udkom denne første bog Unua libro også på polsk og fransk, og hurtigt derefter også på tysk og engelsk. Kildematerialet i dette kapitel om Zamenhof og sprogets tidlige historie er fra to bøger, der begge originalt er skrevet på esperanto: Edmond Privat, Vivo de Zamenhof(1920) og Marjorie Boulton, Zamenhof (1962).

Zamenhof sagde engang i en kongrestale til unge kristne: “Jeg er kun en jødisk verdensborger, der er fritænker, men kan man forestille sig noget skønnere i verden end fuldstændigt at følge Jesu væremåde?” (Edmond Privat, Vivo de Zamenhof).

Den unge Martinus med fin bowler-hat og mappe under armen. www.martinus.dk

Hvad var Zamenhofs idé med esperanto?

Zamenhof skabte det internationale sprog som et middel til at nå et mål. Dette mål var tolerance og forståelse mellem folkene. Den første betingelse for større tolerance, forståelse og venskab må være, at man i det hele taget kan kommunikere og tale sammen. Ud over at skabe selve sproget søgte Zamenhof også at bidrage til skabelsen af en større humanisme og kærlighed blandt alle jordens mennesker, og sine tanker herom gav han udtryk for i sin såkaldte Homaranismo. På et tidligt tidspunkt var det hans drøm at skabe et tempel for alle verdensborgere fra alle religioner og at udarbejde en fællesmenneskelig religion eller filosofi, som var logisk og kærlig, og som skulle stimulere til sandhed, godhed, retfærdighed og menneskelighed.

I dag står det klart, at Zamenhofs mission begrænsede sig til at skabe klodens internationale sprog, og at det var Martinus’ mission at skabe den fællesmenneskelige og universelle livets religion eller åndsvidenskab, der skulle forene alle jordens mennesker i den samme sandhed. Når Besant talte om “Verdensreligionernes Herre”, passede denne betegnelse slet ikke på Krishnamurti, mens den er en udmærket karakteristik af Martinus. (Se stk. 2.11).

Ud over at esperanto er et sprog og et redskab til international kommunikation, så taler man også om dets “indre ide”. – La interna ideo stammer fra Zamenhofs humane og tolerante intention bag skabelsen af sproget. Lige fra barnsben oplevede Zamenhof, hvordan polakker, etniske minoriteter og især jøder blev undertrykte af det russiske diktatur. Lighed, frihed og venskab er nogle af nøgleordene i esperantos indre ide. Disse ord er omtrent de samme som de franske slagord: “Liberté, égalité et fraternité”, “Frihed, lighed og broderskab” som på esperanto lyder: “Libereco, egaleco kaj frateco”.

Esperantister er fødte idealister

Ifølge Martinus er esperantister fødte idealister, da det var hans overbevisning, at flertallet af esperantister verden over er mennesker, i hvem virkelig tolerance og international indstilling er noget medfødt. (Kosmos nr. 1/1939, side 8).

Esperanto er et plansprog og et moderne latin

Esperanto er fra starten lavet helt logisk, regelmæssigt og fuldkomment. Det er befriet for alle de nationale sprogs manglende logik, uregelmæssigheder og ufuldkommenheder. Allerede som elev i skolen havde Zamenhof en vision om at lave et internationalt sprog, der skulle være et moderne latin.

I esperanto er således 80 % af ordstammerne af latinsk oprindelse, og latin fungerede faktisk allerede i middelalderen som et internationalt sprog for teologer og studerede mennesker. I de resterende 20 % findes mange ord fra de germanske sprog og en del fra de slaviske. Esperanto er udelukkende baseret på ord fra den indoeuropæiske sprogstamme, der er klodens største sprogstamme. Selv om det således kan være svært for en kineser eller japaner at lære esperanto, viser praksis dog, at det for dem er langt lettere at lære det fuldstændigt regelmæssige og fuldkomne esperanto end det uregelmæssige og ulogiske engelske sprog.

For Zamenhof var alle de eksisterende internationale ord som en skatkiste

I skabelsen af sit sprog betragtede Zamenhof alle de eksisterende internationale ord som en skatkiste. Sproget tillader en videre udvikling ved, at der i esperanto til stadighed kan optages nye ordstammer, der dog følgelig bliver brugt i de kombinationer og på de måder, der er i overensstemmelse med sprogets grammatiske regler. I den første bog, Unua libro, med russiske forklaringer, der præsenteredes i zarens Rusland i 1887, findes de 16 grundlæggende grammatiske regler, der udgør sprogets fundament. Dette fundament er urørligt, eller som det hedder på esperanto: “La fundamento de esperanto estas netuŝebla”. Dette gør, at esperanto er et meget præcist og meget stabilt sprog. Nye ordstammer kan hele tiden tages, når blot de forsynes med de rigtige endelser i overensstemmelse med de 16 grammatiske regler. Men bortset fra dette fundament er sproget givet fri til brugernes kreativitet, og i det hele taget er esperanto fra skaberens side en gave til hele verden. Analogt hermed er Martinus Kosmologi også givet fri til menneskeheden, som en ubetinget gave til hele kloden.

Den danske sprogforsker og sproggeni Rasmus Rask

Den danske sprogforsker og sproggeni Rasmus Rask (1787-1832) har, som det fremgår af hans manuskripter på Det Kgl. Bibliotek, fastlagt principperne for skabelsen af det ideelle sprog, og de stemmer helt overens med principperne i esperanto. (Se sprogmuseet.dk/plansprog).

Som en lille forskel skal blot nævnes, at Rask foreslog, at tillægsord ikke skulle bøjes, mens Zamenhof gik ind for, at tillægsord f.eks. i ental og flertal skulle bøjes og dermed have forskellige endelser.

Nogle få filosoffer har også været optaget af tanken, om man kunne lave det perfekte sprog, det fuldkomne sprog. I historiens løb har forskellige mennesker lavet knap 1000 plansprog eller sprogprojekter, og her af er der kun et, nemlig esperanto, der har vist sig levedygtigt.

Esperanto et naturligt sprog – hvis nogen skulle have været i tvivl om det

Esperanto er et plansprog. Teoretiske og systematiske beskrivelser af plansprog findes knap nok, men den engelske lingvist John Wells har beskrevet esperanto ved hjælp af de metoder, den systematik og terminologi, som benyttes i den moderne lingvistik. Wells beskrivelse og vurdering af esperanto på lingvistens betingelser findes på dansk: Esperanto lingvistisk set. (esperanto.dk). Wells påviser på lingvistisk grundlag, at esperanto er et naturligt sprog, og så kan man kun beklage, at esperanto som oftest kaldes et kunstsprog. Erik Hansen, tidligere professor ved Københavns Universitet, skriver i bogens forord: “… det vises klart, at esperanto er et sprog, et naturligt sprog – hvis nogen skulle have været i tvivl om det: man finder overalt strukturer og fænomener, som findes i de nationale sprog.”

Vil engelsk blive verdenssproget?

Generelt kan man sige, at intet eksisterende nationalsprog vil blive verdensstatens sprog af to væsentlige grunde: For det første ville det være en partisk løsning at vælge et nationalsprog, og for det andet ville det være en ufuldkommen løsning, fordi alle nationalsprog er uregelmæssige og ulogiske.

Det ville være en uretfærdig eller partisk løsning med engelsk som verdenssprog. Hvis engelsk blev verdenssproget, ville jordens øvrige befolkning blive påtvunget engelsk og amerikansk kultur. Engelsktalende personer ville meget nemt kunne få arbejde som sekretærer, oversættere og sproglærere, mens skatteydere i andre lande må betale milliarder i skat til skolevæsen og engelsklærere, for at deres børn kan lære engelsk.

I dag fungerer engelsk som et internationalt hjælpesprog, og det har den fordel for esperanto, at alle jordens folk efterhånden lærer sig det samme alfabet og mange af de samme latinske ord, som findes både i engelsk og esperanto. Således er den nuværende udbredelse af det engelske sprog en stor hjælp og fordel for esperanto. Engelsk er i virkeligheden ikke en konkurrent, men derimod en hjælpemotor for esperantos udbredelse!

Begrebet “lighed” spiller en stor rolle ved valg af fællessprog

Begrebet “lighed” spiller en meget stor rolle inden for hele problematikken omkring et fælles verdenssprog. Som sagt er det en uretfærdig og partisk løsning at vælge et nationalt sprog til verdenssprog, men dertil kommer, at de nationale sprog, der har fået størst udbredelse i verden, har fået det i kraft af, at en stormagt med aggression, krig og erobringer har undertvunget andre folk. Fik latin ikke udbredelse pga. romerrigets militarisme og imperialisme? – Har spansk og engelsk ikke fået stor udbredelse på samme måde? – Esperanto vil derimod blive udbredt på frivillig og idealistisk basis af folk, der går ind for fred, lighed og venskab.

Den samlede menneskehed på enhver planet vil til sidst komme til at tale det samme sprog

I en spørgetime sagde Martinus, at når verden bliver én stat med kun ét sprog, vil megen tid være vundet, fordi man ikke behøver nogen oversættelse, når alle forstår alle. (Kosmos nr. 8/2009).

Ifølge Martinus er jordkloden et levende væsen under udvikling – i lighed med utallige andre planeter i verdensrummet. Planeter udvikler sig ligesom mennesker, og ligesom man kan sige, at når ethvert barn er to år, er det modent til at lære at tale, således vil der også for ethvert klodevæsen være en bestemt alder eller et bestemt udviklingstrin, hvor det er modent til at lære at tale rent, hvilket vil sige, at alle planetens mennesker vil komme til at tale det samme sprog.

I ethvert klodevæsens udvikling mod fuldkommenhed vil dets samlede, fuldkomne menneskehed således på et eller andet tidspunkt komme til at tale et fælles, fuldkomment verdenssprog. Selv om engelsk allerede fungerer som et internationalt hjælpesprog, vil det ikke blive den sluttelige løsning på sprogproblemet på denne klode, lige så lidt som et andet ufuldkomment nationalsprog kan blive verdenssprog på en anden klode med en fuldkommen menneskehed.

Martinus siger, at fuldkomne mennesker lader sig ikke nøje med et ufuldkomment sprog. Fuldkomne mennesker i en fuldkommen verden vil have et fuldkomment verdenssprog.

Esperanto i reinkarnationsperspektiv

I et foredrag kom Martinus ind på, at når man forstår, at man lever flere liv, kan man begynde at indrette sit nuværende liv, så man begynder at tage hensyn til kommende liv. Hvis man gerne vil være dygtig til esperanto i et kommende liv, kan man allerede begynde at øve sig i dette liv.

Martinus: “Jeg kender til et gammelt menneske, der var oppe i nærheden af 90 år, da han begyndte at lære esperanto. Han sagde, ja man kan vel altid tilegne sig et par talentkerner på det sprog, og det er jo rigtigt. Det ville han da aldrig være begyndt på, hvis han havde været indremissionsk og troet, at han aldrig mere skulle komme tilbage til det fysiske plan. Han ville jo ikke tro, at man i himlen kunne få brug for esperanto, hvad man naturligvis heller ikke behøver. Men sådan vil det animere menneskene til at ændre deres liv, og det er da vældigt godt. Tænk, man kan begynde at opbygge sit kommende liv. Lige som ingeniørerne bygger andre ting op, sådan kan man selv begynde at bygge sit liv op og bestemme sin skæbne, hvis blot man tilegner sig den ingeniørkunst og den ingeniørviden, hvorpå en lykkelig skæbne baseres.” (Martinus, foredrag 24.11.1955).

Esperanto i Martinus Instituts arbejde

Allerede så tidligt som i 1939 skriver Martinus i Instituttets tidsskrift Kosmos om relationen mellem esperanto og sit arbejde.

Martinus: “I et internationalt arbejde som det, der repræsenteres igennem “Livets Bog” og “Kosmos”, forekommer det mig, at esperanto kan være af uvurderlig nytte som en foreløbig bro mellem det danske sprog og de fremmede sprog, der tales af alle eventuelle udenlandske interesserede i mit arbejde.

Martinus ved skrivebord med skrivemaskine på Martinus Institut, Mariendalsvej 96, 2000 Frederiksberg — Martinus ved skrivemaskinen
på Martinus Institut, Mariendalsvej 96, 2000 Frederiksberg

Igennem esperanto vil mange interesserede verden over kunne komme i berøring med mit arbejde med det samme og behøver således ikke, som det ellers ville være nødvendigt, at vente, til det engang foreligger oversat til de store verdenssprog.

Esperanto er således en bro mellem dansk og alle fremmede sprog. Kineseren og russeren, hinduen og japaneren lige såvel som en hvilken som helst europæer finder alle ved hjælp af esperanto med samme lethed vej til forståelsen af det, vi eventuelt måtte føle os tilskyndet til at skrive til dem her i bladet. Det er således et første lille forsøg, men nok til at finde en foreløbig ørenlyd hist og her ude i den store verden.

Et nyt supplement til vort internationale arbejde har dermed taget sin begyndelse.

Det er muligt, hvis tilslutningen bliver stor nok, at der vil blive oprettet esperanto-kursus inden for Sagen. Det vil jo kunne have enorm betydning for Sagens udbredelse, at så mange som muligt af dens venner kan tale esperanto.” (Kosmos nr. 1/1939).

Har Martinus Institut haft gavn af esperanto?

Ved en lille højtidelighed i 1965 i Stiftelsen Kosmos Varnhem, Sverige, blev Sagens flag blev indviet. (DEV4, symbol nr. 42, Flaget).

Martinus sagde i sin indvielsestale, at det var en historisk milepæl, for det var det første Martinus Center, der blev oprettet i udlandet. Han kom derefter ind på internationale forhold og sagde blandt andet følgende: “Vi får breve fra mange mennesker rundt om i verden på forskellige sprog, og særligt på esperanto, hvor vi har fået breve fra 28 lande. Der er mennesker, der begynder at læse vore bøger og ligefrem også oversætter dem til deres eget nationale sprog. Det er jo en stor glæde for mig at se, hvordan det sådan breder sig, og hvorledes vi nu også får stor modtagelse i Japan, idet en af vore medarbejdere, Ib Schleicher, skal til Japan. De har allerede skrevet til os, at de gør alt for, at han kan komme til at holde foredrag i de store byer i Japan, og hvorledes de vil hjælpe ham på alle mulige områder. Og de har allerede trykt vores brochure og skrifter, en del af skrifterne oversat til japansk har de sendt til os, således at vi kunne trykke dem videre. De har overordentlig stor interesse for os i Japan, som er meget indstillet på fred, idet de jo har oplevet følgerne af de kedelige atomkræfter, atombomber osv.” (Foredrag 19. juni 1965).

Instituttets officielle internationale sprog

På sit møde den 5. april 1965 vedtog rådet for Martinus Institut enstemmigt at erklære esperanto for officielt internationalt sprog for Instituttet og dets internationale arbejde. Sammen med denne beslutning er der vedtaget en erklæring, hvoraf følgende citeres:

“Det er en kendsgerning, at menneskeheden i vor tid befinder sig i en stigende udvikling hen imod den internationalisme, som det bliver en livsbetingelse for enhver stat og ethvert menneske at deltage i.

Vi er fuldt og helt overbevist om det umulige i at få valgt et nationalt sprog til denne internationale status.

De officielle, dokumenterede kendsgerninger om esperanto, anerkendelsen af det fra betydningsfulde officielle instansers side, dets lethed, dets fleksibilitet og udtryksmuligheder, og endelig også de praktiske resultater, der er opnået, viser en overvejende sandsynlighed for valget af det som endeligt verdenssprog.

Uafhængigt af den øvrige verdens nuværende holdning til det internationale sprogproblem er esperanto et redskab som skabt til Instituttets formål. Beslutningen om esperanto er også en kraftig tilskyndelse til alle interesserede til om muligt selv at lære sproget og derved øge nytten af det for andre og for nye interesserede. Det er yderligere en tilskyndelse til også på enhver måde at støtte andres bestræbelser og derved igen øge nytten af det for Instituttets formål og for den almene, medmenneskelige formidling af verdenskulturen.” (Rådsprotokol, Samarbejds-Strukturen stk. 6.4).

Foredrag på esperanto i udlandet

Man kan måske sige, at der ikke er så mange mennesker, der i dag taler esperanto, men da esperanto har eksisteret siden 1887, er der blevet etableret et stort netværk af esperantister i hele verden. Hvert år bliver der afholdt en stor international verdenskongres Universala Kongreso med 2-3000 deltagere fra 50-60 forskellige lande. På Instituttets vegne har jeg selv holdt seksten foredrag på esperanto på verdenskongresserne i Prag 1996, Berlin 1999, Göteborg 2003, Vilnius 2005 og København 2011, hvor der typisk til foredragene kommer 40 tilhørere fra de forskellige lande. Flere af disse foredrag kan høres på oletherkelsen.dk og oletherkelsen.dk.

Maldekstre esperantisto Ib Schleicher, japanaj Oomotanoj kaj Martinus en salon de Martinus en la Instituto — Martinus sidĉambro en Martinus Instiuto. Japanaj gastoj. Ib Schleicher maldekstre tradukas el Esperanto en la danan po Martinus

Flest foredrag på esperanto har jeg holdt i Martinus Center, Klint, i den årlige esperantouge og på mine fem rejser til Rusland, men det er også blevet til en hel del foredrag på esperanto i landene: Sverige, Frankrig, Schweiz, Tjekkiet, USA, Australien, New Zealand, Japan og Kina.

Fire af Martinus symbolbøger er oversat til kinesisk via Esperanto

Som en lille solstrålehistorie ville jeg gerne lige fortælle, at første fire bind af symbolbøgerne, Det Evige Verdensbillede, er blevet oversat fra esperanto til kinesisk. I 1998 i forbindelse med en almindelig turistrejse til Peking, havde jeg i forvejen fået arrangeret fire esperanto-foredrag om kosmologien: i Pekings esperantoforening, i redaktionen for esperantobladet El popola Ĉinio, i esperantoafdelingen i Kinas internationale radio og i Ĉina akademio de scienco” En af tilhørerne tilbød derefter at oversætte symbolbøgerne til kinesisk, og her på det seneste har en anden kinesisk esperantist Liu Yunxia oversat de to bøger Den ideelle føde og Menneskehedens skæbne til kinesisk.

Martinus Institut har modtaget invitationer fra en japansk organisation, Oomoto, der forsøger at forene alle verdens religioner i en universel religion. Allerede i 1923 gik Oomoto ind for esperanto under mottoet: Unu Dio, unu mondo, unu interlingvo. Om dette kan man sige, at én Gud, én verden og ét sprog stemmer godt med de kosmiske analyser for menneskehedens udvikling her på kloden.

www.martinusshop.dk