OT031. Bodø 5. Rejsen gennem dødsriget

Den 29.03.1980 blev Martinus bisættelse afholdt i Tivolis Koncert sal. — Martinus bisættelse i Tivolis Koncertsal den 29.03.1981. Kisten med flaget

OT031. Bodø 5. Rejsen gennem dødsriget

OT031. bodø 5.. Rejsen gennem dødsriget er afholdt af Ole Therkelsen i Norge. Temabog 1, Gennem døden blev udgivet af Martinus institut i 2022.

Kan købes online på shop.martinus.dk

Gennem døden. Ny bog af Martinus 2022 — Ny bog af Martinus 2022 “Gennem døden” med 13 symboler

For at forklare mikroindividernes skæbne bruger Martinus analogier fra en verden, hvor vi selv optræder som mikroindivider. Han skriver blandt andet i bogen Bisættelse, at hvis jordkloden døde, ville dens jeg slippe det fysiske legeme uden at skabe nogen unaturlig død eller særlig forvirring for jordens mennesker. For jordkloden ville dødsprocessen opleves som nogle “minutter”, mens der for menneskene ville være tale om århundreder. De ville derfor få rigelig tid til at leve deres liv naturligt til ende, hvorefter de ikke mere ville blive genfødt på denne planet. Kvaliteten af livet i jordklodens lig vil efterhånden synke, livsbetingelserne vil blive mere grove og robuste, hvorefter lavere, primitive og robuste væsener vil inkarnere i dette livsrum. Til sidst ophører betingelserne for alt organisk liv, og den er blevet til et mineralsk klodelig – ligesom månen. (Bisættelse, kap. 94).

1. Hvad sker der med mikroindividerne i liget efter dødens indtræden? Ligesom jordklodens naturlige undergang eller opløsningsproces ikke forårsager nogen for tidlig død, lidelse og lemlæstelse for mennesket, sådan vil menneskets egen naturlige død og opløsningsproces heller ikke skabe en abnorm tilværelse for mikroindividerne i liget, skriver Martinus videre. (Bisættelse, kap. 95). – Mikroindividerne vil ganske uantastet leve deres liv videre indtil en naturlig død, hvorefter de ikke vil genfødes i den af jeget forladte organisme. Det giver plads for inkarnation af gradvis lavere og lavere livsformer i den døde organisme. Det er også en kærlig handling at stille sit afsjælede legeme til rådighed som livsrum for disse lavere livsformer. I det omtalte kap. 95, der blev skrevet i 1935. (Kosmos nr. 2/1935), bruger Martinus ordet “forrådnelse” i en betydning, der omfatter organismens egne naturlige henfalds- og opløsningsprocesser, i modsætning til dagens videnskabelige definition af forrådnelse som en anaerob bakteriel nedbrydningsproces.

Den forrådnelse, der finder sted i liget på grund af mikroorganismer, hører ikke med til den rigtige mumificerings- eller mineraliseringsproces. Forrådnelse er faktisk som en langsom ligbrænding, da liget bliver “forbrændt” i mikroorganismernes fordøjelse og stofskifte. Analogt hermed siger vi også, at vi i vort stofskifte “forbrænder” så og så mange kalorier om dagen. Denne talemåde skyldes, at når der ved forbrænding af organisk materiale er ilt (O₂) til stede, bliver slutprodukterne vand og kuldioxid (H₂O og CO₂), ligesom ved forbrænding af træ og olie.

Når bakterierne formerer sig i liget og fortærer det, er det med et billede fra vor verden at sammenligne med, at jordkloden ved sin død trak sit jeg bort, hvorefter den ville blive invaderet af grusomme uhyrer, rovøgler og dinosaurer, der ville gå løs på mennesker og dyr for at æde dem op, uden at de kunne forsvare sig eller flygte.

Martinus blev balsameret i 1980 og hans kiste med Sagens flag står på Frederiksber Kirkegård. — Martinus’ kiste på Frederiksberg Ældre Kirkegård. (Mausoleum nr. 2, Frederiksberg Allé 63-65, 1820 Fr.berg C).

2. Mumificering er den ideelle løsning

Martinus forklarer, at når døden indtræder, trækker jeget sin “stråleformige” materie ud af den fysiske organisme. (LB2 stk. 595). Herefter starter en nedbrydning af liget, hvorved den animalske materie gradvist vil blive forvandlet til mineralmaterie. Når denne mineraliseringsproces foregår på naturlig måde uden bakteriel forrådnelse, vil denne totale mumificering ifølge Martinus finde sted i løbet af en periode på 20-40 år. Mineralske materier eller mineralske livsenheder kan ikke føle smerte, da de ikke har nogen livsoplevelse på det fysiske plan, og det er også grunden til, at de forekommer os at være døde. Det eneste, der kan brændes uden at skabe konflikt med livsloven, er mineralsk stof og mineraliseret organisk stof som f.eks. kul og jordolie.

Den ideelle bisættelse i naturen er “mumificering”. Når man i naturen kan finde velbevarede lig eller mumier, hænger det sammen med, at forrådnelsesbakterierne er blevet hæmmet i deres formering, hvilket kan ske under særlige forhold med tørke, kulde, salt, syre osv. Et specielt eksempel ser vi med de velbevarede moselig, hvor bakterier ikke har kunnet leve i det sure mosevand, og hvor garvesyren tillige har været med til at beskytte eller garve huden. Her i Danmark er Tollundmanden og Gravballemanden gode eksempler på velbevarede over tusind år gamle mumier. (Museum i Silkeborg og i Aarhus).

Når de gamle ægyptere balsamerede, forsøgte de at hindre bakterier og svampe i at trænge ind fra de ydre overflader ved en behandling med olier, harpiks, salt og lignende. De fjernede mave- og tarmsystemet, der jo er en ren bakteriebombe, der eksploderer, når døden indtræder. Forskellige udtagne organdele kunne opbevares i krukker med opløsninger eller olier, som også hindrede bakterievækst.

Martinus (1890-1981) blev bisat i Tivolis koncertsal 29.03.1981. — Martinus bisættelse. Kisten på scenen i Tivolis koncertsal. 29 marts 1981

Medmindre vi har visse infektionssygdomme, f.eks. blodforgiftning, har vi kun bakterier på de ydre overflader: hud, slimhinder, fordøjelseskanalen og luftveje. Fordøjelseskanalen er også at betragte som en ydre overflade, da den som et rør går fra munden til endetarmsåbningen. I tyktarmen er der særligt mange bakterier, og ideen med balsamering er at inaktivere bakterierne og hindre dem i at formere sig og invadere de indre dele af organismen med en hurtig forrådnelse til følge. Dette problem kendes også fra fiskerkuttere langt fra land, hvor man allerede til søs må sprætte fiskene op og fjerne mave og tarm, for at de ikke skal gå i forrådnelse, inden man når i havn.

For at opnå en mumificeringsproces uden forrådnelse må bakterierne stoppes eller fjernes. Ved opgravning af lig i forbindelse med retssager i USA er det konstateret, at flere uger gamle lig undertiden kan være meget velbevarede, hvis de pågældende personer havde været i antibiotikabehandling lige før døden.

I Danmark tillader loven imidlertid ikke anvendelse af antibiotika til balsamering. Af frygt for, at der skal opstå resistente bakterier, er man meget restriktiv med brugen af antibiotika. I specielle tilfælde kunne man forestille sig, at man kunne blive behandlet med antibiotika, når døden var nært forestående, da det er meget sværere at fordele et antibiotikum i kroppen efter dødens indtræden.

3. Balsamering med formalin

Formalin er en fortyndet opløsning af formaldehyd i vand. Formalin omtales normalt ikke som et antibiotikum, men ud fra den synsvinkel, at det stopper bakterievækst i liget, kunne man godt kalde det et kraftigt og bredspektret antibiotikum.

Formaldehyd er et meget reaktionsdygtigt lille organisk molekyle med formlen HCHO, der har det internationale navn metanal.

Ved balsamering pumpes ca. 10 liter fortyndet formalin ind i en blodåre, for at det kan fordele sig i liget via blodkredsløbssystemet. Et lig kan derfor vanskeligt balsameres efter dissektion.

Her vil man måske indvende, at det er ukærligt at dræbe eller stoppe bakterierne med formalin. Men det er et mindre onde at stoppe opformeringen af de lavtstående bakterier på de ydre overflader end at lade myriader af højtudviklede, animalske livsenheder i de indre dele få en voldsom død ved forrådnelse.

Efter balsameringen skal liget holdes hermetisk adskilt fra omgivelserne, f.eks. i en tilloddet zinkkiste eller som i Sverige i en tilsvejset solid plasticsæk. Selv om der er fugtighed i liget, vil en række organiske henfaldsprocesser alligevel skride frem, og efter en længere årrække vil noget saltvand skille sig ud og efterlade en mineraliseret mumie uden animalsk liv. Efter 20-40 år vil liget være helt mineraliseret, hvorefter det godt kan begraves. Balsamering og henstand i mausoleer er således ikke nogen hindring for, at stoffet i liget igen kan komme over i naturens kredsløb.

4. Er der ikke tale om kunstig forlængelse af liv ved balsamering?

Ved balsamering opretholdes de naturlige betingelser for et fortsat liv i liget. Der er ikke tale om kunstig forlængelse af livet for mikrovæsenerne, de undgår blot en unaturlig forkortelse af livet ved forrådnelse. De animalske livsenheder er nemlig sunde og raske, og ligesom vi mennesker helst ikke vil slås ihjel før tiden ved voldsomme katastrofer, når kloden dør, så er filosofien den, at disse mikrovæsener også gerne skulle have lov til at leve deres liv naturligt til ende.

AMAZON – Ole Therkelsen

www.oletherkelsen.dk

www.varldsbild.se

www.amazon.com/author/ole.therkelsen

https://authorcentral.amazon.de/gp/profile

www.amazon.com

www.amazon.de

https://www.gyldendal.dk

https://www.saxo.com/dk

MARTINUS INSTITUT

www.martinus.dk

www.shop.martinus.dk